Ryomgård drengen Mikkel Gribsholt glæder sig til at bokse i Midtdjurshallen 21. februar, men inden da skal han forsøge at blive jysk mester i U17-rækken i slutningen af januar. Hvis alt flasker sig for unge Gribsholt, der er på landsholdet, kan en billet til Europamesterskaberne senere i 2020 blive aktuel. Foto: Lars Norman Thomsen

Ryomgård drengen Mikkel Gribsholt glæder sig til at bokse i Midtdjurshallen 21. februar, men inden da skal han forsøge at blive jysk mester i U17-rækken i slutningen af januar. Hvis alt flasker sig for unge Gribsholt, der er på landsholdet, kan en billet til Europamesterskaberne senere i 2020 blive aktuel. Foto: Lars Norman Thomsen

Bokseklub flytter næste stævne til Ryomgård

Hornslet Bokseklub er ikke tilfredse med de vilkår, som Hornslet Idræts- & Kulturcenter kan tilbyde. Derfor bliver næste hjemmestævne i februar afviklet i Midtdjurshallen i Ryomgård

Af
Lars Norman Thomsen

HORNSLET Cheftræner Arne Lund Christensen, hans trænerstab og flere af klubbens bedste boksere har været til stævner i juleferien som optakt til de kommende Jyske mesterskaber i Rosborghallen i Vejle 24. og 25. januar.

Her har Arne Lund Christensen store forventninger til de lokale nævefægtere fra Hornslet Bokseklub med det nye navn Danny Jensen, der er kommet til fra Nordsalling, i spidsen. Danny Jensen er inde i varmen om en plads på det danske landshold til OL i Tokyo i juli-august.

Flytter til VARO

Om et lille halvt år skifter Hornslet Bokseklubs sine nuværende træningslokaler hos Hummel i Hornslet ud til fordel for større forhold i VAROS tidligere produktionslokaler på Tingvej.

De har stået mere eller mindre tomme, siden VARO flyttede til Sletten i 2015 i Hornslet Møbelfabriks forhenværende haller.

"Vi har fået et meget fordelagtigt lejetilbud, og det har vi takket ja til," siger Arne Lund Christensen.

"Hos VARO får vi mere plads, og det giver os mulighed for at have vores store kampring opstillet fast. En klar fordel for vores boksere i træningsøjemed."

Stævne i Ryomgård

Hornslet Bokseklub er også klar med et hjemmestævne 21. februar.

Det bliver dog ikke afviklet i Hornslet Idræts- og Kulturcenter som tidligere.

"Vi kan ikke blive enige om de økonomiske vilkår med Hornslet Idræts- og Kulturcenter. Derfor har vi valgt at flytte stævnet til Midtdjurshallen i Ryomgård, hvor vi er blevet taget fantastisk godt imod," siger Arne Lund Christensen.

Han forventer at kunne lave et stævne i Ryomgård med 12-14 kampe, hvor de bedste Hornslet kampboksere kommer i ringen mod modstandere fra primært Tjekkiet.

"Forhåbentlig kan vi præsentere flere jyske mestre i Ryomgård," lyder det fra en optrimistisk Arne Lund Christensen.

Publiceret 31 December 2019 09:00

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.