Investeringer i bygge og anlæg: Syddjurs godt med i Østjylland - Norddjurs indtager bundplacering

Syddjurs Kommune har de seneste tre år investeret 3.159 kroner pr. indbygger i bygge og anlæg. Norddjurs kun 1.890 kroner pr indbygger

Af
Lars Norman Thomsen

ANLÆG Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Horsens og Syddjurs har de sidste tre år har investeret over 3.000 kroner per indbygger i ny asfalt, renovering og nybyggeri af rådhuse, plejehjem og skoler.

Modsat har både Norddjurs og Hedensted brugt under 2.000 kroner per indbygger. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der tager udgangspunkt i kommunernes investeringer i byggeri og anlæg i perioden 2016 til 2018.

De østjyske kommuner har de sidste tre år i gennemsnit investeret 3.374 kroner per indbygger. Det ligger over landsgennemsnittet.

"En af årsagerne, til at Aarhus er i top, er selvfølgelig, at kommunen har investeret i letbanen, som er et stort projekt, der løber over flere år. Det har Silkeborg ikke, men de har alligevel investeret næsten lige så meget som Aarhus. I det hele taget er der flere af vores østjyske kommuner, som prioriterer at investere i veje og byggeri, hvilket uden tvivl har en positiv afsmitning på borgere og virksomheder i kommunen – og også i forhold til at tiltrække nye. En kommune er jo lidt ligesom vores huse. Hvis der er huller i murværket, og det regner ind gennem taget, så er det en mindre attraktiv plet på landkortet, end et der er velholdt og i god stand," udtaler formand for Dansk Byggeri Østjylland Michael Ancher i en kommentar til analysen.

Billigere at vedligeholde

"Udover alle fordelene ved at investere i gode veje og velholdte bygninger, så er det på den lange bane også billigere for kommunerne at vedligeholde løbende, frem for først at gøre noget ved det, når det hele er ved at falde fra hinanden," påpeger Michael Ancher, formand for Dansk Byggeri Østjylland.

Køge er den kommune i Danmark, der investerer flest kroner i veje og byggeri, mens Brønderslev har investeret mindst. De to kommuner har investeret henholdsvis 5.422 kroner og 959 kroner per indbygger.

FAKTA

Kommunale investeringer i bygge- og anlæg, 2016-2018, kr. pr. indbygger:

  • Aarhus 4.045
  • Silkeborg 3.972
  • Favrskov 3.598
  • Horsens 3.276
  • Syddjurs 3.159
  • Odder 2.933
  • Skanderborg 2.592
  • Samsø 2.549
  • Randers 2.443
  • Norddjurs 1.890
  • Hedensted 1.966
  • De kommunale investeringer er beregnet ud fra udvalgte områder i de kommunale regnskaber som fx grundkapitalindskud til almene boliger og entreprenør- og håndværkerydelser
  • For at undgå at et eller flere store byggeprojekter et enkelt år giver et misvisende billede af kommunernes investeringsniveau, tager Dansk Byggeris analyse udgangspunkt i et treårigt (2016 til 2018) gennemsnit af kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer per indbygger

Publiceret 30 December 2019 12:30

Borgerne høres om affaldsplanen

djursland De to kommuner på Djursland satser, i en ny affaldsplan, på mindre affald til forbrænding og mere affald til direkte forbrænding.

Affaldsplanen er i offentlig høring til og med 19. april, og man kan se planen på Reno Djurs' hjemmeside, hvor man også enkelt kan komme med sine kommentarer. Her skal man blot opgive navn og adresse og skrive sin mening, som andre kan se på siden og lade sig inspirere af.

På hjemmesiden er der en kort præsentation af de 12 temaer, affaldsplanen er bygget på. Her kan man få et hurtigt overblik.

Der er også mulighed for at dykke længere ned i de enkelte emner og at hente hele forslaget til affaldsplan.

Ønsker man at komme med et længere høringssvar, kan man sende det på mail til kommunerne eller Reno Djurs.

Inspirationsaften

Kommunerne og Reno Djurs inviterer også til inspirationsaften, hvor man kan fordybe sig i et eller flere af de 12 temaer i affaldsplanen. Den holdes torsdag 12. marts kl. 19-21 hos Reno Djurs i Balle. Tilmelding er nødvendig

"Inspirationsaftenen er for de nysgerrige og videbegærlige, som gerne vil et spadestik dybere. Formålet er at klæde interesserede godt på til at indlevere et høringssvar eller bare at gøre dem endnu klogere på affald og genanvendelse," siger Reno Djurs' direktør Morten Therkildsen.

-vik