Aarhus Lufthavn forventer at have 500.000 passagerer igennem i 2019. Tallet er endnu ikke opgjort. Foto: Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn forventer at have 500.000 passagerer igennem i 2019. Tallet er endnu ikke opgjort. Foto: Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn: Vi kommer ud af 2019 med vækst

Aarhus Lufthavn er for alvor i gang med en transformation, og året tegner til at blive det bedste siden 2012. Det nye år byder på flere nye tiltag i den lille lufthavn med store ambitioner

Af
Katharina Andersen

Tirstrup Aarhus Lufthavn har de seneste måneder renoveret, tilbudt nye ruter og sløjfet andre, og det har været et udfordrende halvt år som direktør for lufthavnen, der stadig kæmper med et negativt omdømme og som har store planer for fremtiden, lyder det fra direktør Peer H. Kristensen.

"Det er en virkomhed, der på mange måder er blevet forsømt igennem årene, fordi man ikke har kendt fremtiden. Den kender vi nu, og det betyder, at jeg og organisationen har kunne sætte nye milepæle for fremtiden," siger Peer H. Kristensen.

Det seneste regnskab, der blev præsenteret i sommers, viste da også røde tal på bundlinjen med 33 mio. i underskud, men det er forventet, at det bliver et langt, sejt træk at ændre strategien for lufthavnen, forklarer Peer H. Kristensen.

"2019 tegner til at blive det første år siden 2012 med vækst, og vi kommer også til at tage væksten i langsomme ryk fremadrettet. Lige nu nærmer vi os en halv mio. gæster i år, og vi forventer at øge med i hvert fald 10 pct. i forhold til vækst i 2020."

De rigtige flyruter

Det seneste år er flere ruter i lufthavnen taget af programmet, mens andre, ifølge direktøren, bedre ruter er kommet til.

"Medierne er glade for at skrive om, når vi lukker en rute, men vi har fx lukket en middagsrute til Manchester, fordi flyet ikke kunne fyldes, mens vi til gengæld nu øger med en afgang på ruten til Gdansk, og det er alt sammen en strategisk overvejelse, for vi vil hellere sige nej til en rute, der ikke kan fyldes," forklarer Peer H. Kristensen.

Derfor har der fx også i november været en nedgang i antallet af passagerer i forhold til 2018, men det kommer ikke bag på direktøren.

"Det har taget et dyk i vinterhalvåret, fordi der har været ruter, som var der i 2018, som ikke var der i 2019 - det har vi vidst i et stykke tid, men nøglen er, hvad vi arbejder med fremadrettet ift nye ruter," siger han.

Fremadrettet vil lufthavnen satse på de rigtige destinationer og de rigtige flyselskaber foruden det helt rigtige afgangstidspunkt.

"Vi ved, at meget få rejser afsted på ferie i hverdagene, så det er hele tiden et spørgsmål om at lukke de ruter, der ikke kan fyldes for at finde ud af, hvor vi kan anvende kapaciteten bedre," siger han.

Nyt år - ny bygning

I 2020 forventer Aarhus Lufthavn at gå i gang med det store byggeprojekt, der skal opgradere både security, shoppeområder og ankomstfaciliteter.

"Der skal også være både hotel og mødelokaler, og alt det sætter vi i gang i det nye år, hvor vi håber at kunne starte med at bygge allerede i foråret efter en dialog med myndighederne."

Ifølge Peer H. Kristensen skal væksten de kommende år genereres igennem et øget antal passagerer, men det er en udfordring at tjene penge som lufthavn, fordi der er høje forventninger til gratis parkering og billige flybilletter.

"Tendensen er, at flere vil have billigere flybilletter, og så kan flyselskaberne ikke betale meget til lufthavnene. Derfor må vi have flere ting i spil, og det er vores opgave nu at vise selskaberne, at vi kan fylde deres fly, og at vi kan give gæsterne en ordentlig oplevelse."

Publiceret 30 December 2019 13:33