Der er fast klubaften i UFL Rosenholm hver onsdag og altid med en aktivitet lige fra film over kreative aftener, banko til foredrag Næste gang onsdag 8. januar inviteres til nytårstaffel. Foto: Lars Norman Thomsen

Der er fast klubaften i UFL Rosenholm hver onsdag og altid med en aktivitet lige fra film over kreative aftener, banko til foredrag Næste gang onsdag 8. januar inviteres til nytårstaffel. Foto: Lars Norman Thomsen

Ved du at der findes en social klub for unge med særlige behov i Hornslet?

UFL Rosenholm har 20 år på bagen. Klubaftenerne foregår i Ungdomsskolens lokaler, og der er plads til mange flere unge

Af
Lars Norman Thomsen

HORNSLET Det dufter så dejligt af mad, da Lokalavisen besøger UFL Rosenholm på en klubaften i lokalerne på Rosenholmvej, hvor UFL Rosenholm afholder sine klubaftener i lokaler, der tilhører Syddjurs Ungdomsskole. UFL er en forkortelse for Unge For Ligeværd. UFL’s formål er at arbejde for ligeværdige vilkår for unge med boglige, indlæringsproblemer og funktionsmæssige vanskeligheder.

Om en lille time vanker der dejlig lasagne med bl.a. en velkomponeret salat som supplement for de fremmødte denne aften.

Bestyrelsesformand Henrik Tolstrup Jensen byder hjerteligt velkommen, og sammen med Randi Amden slår vi os ned i et par behagelig stole, mens køkkenholdet får lov til at give lasagnen det sidste pift, få dækket bord og small talk'et om dette og hint siden sidste klubaften.

Stemningen er fin, og der bliver grinet og snakket. Tydeligvis er der masser af hjerterum hos medlemmerne, som kender hinanden særdeles godt, men også håber på, at en yngre generation snart vil kigge forbi og blive en del af UFL Rosenholm.

Randi Amden fungerer sammen med Bodil Lange, der også er til stede, som frivillige ledere i UFL Rosenholm.

"Vi har eksisteret i 20 år, og hovedparten af vores aktive medlemmer har været med fra starten," fortæller Randi Amden.

Startede i 1999

Da klubben startede i 1999, var det PGU Rosenholm og Rosenholm Kommune som var de udfarende kræfter.

UFL Rosenholm er en underafdeling af Organisationen Ligeværd. Ligeværd er et fællesskab bestående af 3 organisationer - Ligeværd Forældre og Netværk(LFN), Unge for Ligeværd (UFL) og Ligeværd Fagligt Forum (LFF) - der på hver deres måde, arbejder for at skabe bedre uddannelses-, beskæftigelses-, bolig- og sociale vilkår for mennesker med særlige behov.

Ligeværd får en pose penge fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) til at drive UFL-klubberne for.

Kom nu ud af busken

"Ifølge DUF er man ung, når man er mellem 18 og 30 år. Vores unge er efterhånden blevet lidt ældre og mange har nu rundet de 40 år," siger Randi Amden.

For at Ligeværd stadig kan modtage tilskud fra DUF, har de været nødsaget til at ændre vedtægterne for UFL, så medlemmer der er fyldt 40 år overgår til et seniormedlemsskab og ikke længere kan sidde i bestyrelserne.

"Alle i bestyrelsen er over 40 og de få som er under 30 kan/vil ikke varetage dette job," forklarer bestyrelsesformand Henrik Tolstrup Jensen.

"Så vi skal simpelthen i kontakt med nye unge medlemmer, hvis UFL klubben skal bestå fremover," tilføjer Randi Amden, der sammen med Bodil Lange og klubbens medlemmer har prøvet at skrue på alle mulige håndtag for at få flere unge medlemmer.

"Vi har kontaktet skoler, STU-steder, hængt sedler op i forretninger og andre ting, men uden held," siger Randi Amden, der sammen med Bodil Lange modtog Handicapprisen ved Syddjurs Award 2018 i Rønde Idrætscenter.

"Vi vil gerne appellere til de unge med særlige behov og deres forældre og fortælle dem, at de er velkomne til at kigge ind og se hvem vi er, og hvad vi gør for de unge. Vi ved, at der sidder mange unge hjemme hos deres forældre om aftenen, og vi tror på, at de vil nyde at blive en del af vores fællesskab," siger Randi Amden.

Publiceret 28 December 2019 20:55