Den politiske styregruppe i Business Region Aarhus - 12 borgmestre fra de 12 østjyske kommuner - har i dag valgt nyt formandskab. Ny formand er Hedensted Kommunes borgmester, Kasper Glyngø (S). Pressefoto

Den politiske styregruppe i Business Region Aarhus - 12 borgmestre fra de 12 østjyske kommuner - har i dag valgt nyt formandskab. Ny formand er Hedensted Kommunes borgmester, Kasper Glyngø (S). Pressefoto

Nyt formandskab i Business Region Aarhus

Hedensted Kommunes borgmester er valgt som ny formand

erhverv Hedensted Kommunes borgmester, Kasper Glyngø (S), er valgt som ny formand, og Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum (V), er ny næstformand i det østjyske erhvervsudviklingssamarbejde Business Region Aarhus. Sammen med Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S), står de i spidsen for samarbejdet i de kommende to år.

"Vi ved, hvor vigtigt det er, at de 12 kommuner i Business Region Aarhus tænker løsninger på tværs af kommunegrænser. Det er en forudsætning for, at Østjylland kan gå forrest i den grønne omstilling, få fokus på behovet for bedre mobilitet og tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Østjylland," udtaler den nyvalgte formand, Kasper Glyngø, i en pressemeddelelse fra Business Region Aarhus.

12 byråd står bag

Business Region Aarhus fokuserer på at fremme østjyske styrkepositioner, der kan give mere bæredygtig vækst og højere produktivitet til Østjylland. Bag det politiske netværk er 12 byråd og en lang række samarbejdspartnere fra erhvervsliv, organisationer og videninstitutioner.

Tilsammen udgør Business Region Aarhus landets største vækstområde uden for Hovedstaden og står for 33 procent af fødevareeksporten og over 20 procent af landets industrieksport.

"Business Region Aarhus er et stærkt fællesskab, som består af en million østjyder og virksomheder med en halv million arbejdspladser. Samarbejdet i Business Region Aarhus sikrer, at vi skaber de bedste muligheder for vores borgere og erhvervsliv og bidrager til vækst, arbejdspladser og livskvalitet i Østjylland," siger næstformand i Business Region Aarhus Steen Vindum i pressemeddelelsen.

Bæredygtig vækst

"I Business Region Aarhus er vi meget optaget af de fælles handlemuligheder og samarbejdsfordele. Vi kan spille hinanden gode på tværs af kommunegrænserne, når vi skal indfri de nationale mål for bæredygtighed. Vi går nu i gang med en formandsperiode, hvor bæredygtig vækst står øverst på dagsordenen," supplerer Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.

jesl

Publiceret 28 December 2019 21:00