Spritkørsel.

Spritkørsel. Modelfoto: Adobe Stock.

Politiet tog bil fra påvirket bilist i Rønde

Gentagen kørsel koster bilen

En 25-årig mand fik natten til fredag kl. 02.14 beslaglagt sin bil, da en patrulje standsede ham på Århusvej i Rønde.

Manden er frakendt kørekortet, og han erkendte både at være påvirket af kokain og alkohol.

Han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og for at køre uden førerret, oplyser Østjyllands Politi.

Den 25-årige er flere gange i år taget i at køre bil, selvom han ikke må. Derfor blev hans bil beslaglagt med henblik på at blive konfiskeret, så han ikke kan få den retur.

jr

Publiceret 27 December 2019 17:45

Borgerne høres om affaldsplanen

djursland De to kommuner på Djursland satser, i en ny affaldsplan, på mindre affald til forbrænding og mere affald til direkte forbrænding.

Affaldsplanen er i offentlig høring til og med 19. april, og man kan se planen på Reno Djurs' hjemmeside, hvor man også enkelt kan komme med sine kommentarer. Her skal man blot opgive navn og adresse og skrive sin mening, som andre kan se på siden og lade sig inspirere af.

På hjemmesiden er der en kort præsentation af de 12 temaer, affaldsplanen er bygget på. Her kan man få et hurtigt overblik.

Der er også mulighed for at dykke længere ned i de enkelte emner og at hente hele forslaget til affaldsplan.

Ønsker man at komme med et længere høringssvar, kan man sende det på mail til kommunerne eller Reno Djurs.

Inspirationsaften

Kommunerne og Reno Djurs inviterer også til inspirationsaften, hvor man kan fordybe sig i et eller flere af de 12 temaer i affaldsplanen. Den holdes torsdag 12. marts kl. 19-21 hos Reno Djurs i Balle. Tilmelding er nødvendig

"Inspirationsaftenen er for de nysgerrige og videbegærlige, som gerne vil et spadestik dybere. Formålet er at klæde interesserede godt på til at indlevere et høringssvar eller bare at gøre dem endnu klogere på affald og genanvendelse," siger Reno Djurs' direktør Morten Therkildsen.

-vik