Jacob Møller Laursen, KPI, Årets Ungleder i DBU Jylland Region 3. Foto: Lars Norman Thomsen

Jacob Møller Laursen, KPI, Årets Ungleder i DBU Jylland Region 3. Foto: Lars Norman Thomsen

Fodbold: Flot hæder til dedikeret ungdomstræner i Kolind-Perstrup

20-årige Jacob Møller Laursen blev onsdag aften hyldet med klapsalver, da han modtog prisen som Årets Ungleder i DBU Jylland Region 3

Af
Lars Norman Thomsen

KOLIND Der var flotte hyldestord, klapsalver og brugbare gaver onsdag aften til unge Jacob Møller Laursen fra Kolind-Perstrup IF (KPI) Fodbold, da DBU Jylland Region 3 holdt sit årsmøde på Pejesgården i Brædstrup.

KPIs fodboldbestyrelse ved formand Jørgen Anthonsen havde indstillet Jacob Møller Laursen til prisen som Årets Ungleder i Region 3, og den indstilling faldt i de ansvarlige for prisuddelingens smag.

Trods sin unge alder har han været ungdomstræner i klubben gennem mange år sideløbende med, at han selv spiller fodbold.

Jacob Møller Lausen er nærmest født ind i KPI, og det samme gælder lillebroderen Johan, der spiller med på det fælles Kolind-Midtdjurs U17 hold.

"I sin daglige gang i klubben er Jacob træner for klubbens U14-drengehold. Her har han formået at skabe stort engagement og gejst blandt spillerne," lyder det blandt andet i indstillingen fra KPI.

"Der er fire ugentlige træningspas, som bliver suppleret med en frivillig træning hver fredag, der er åben for alle klubbens børnespillere, som har lyst til at dygtiggøre sig yderligere."

Udover trænertjansen har Jacob Møller Laursen også fået mange af klubbens U14-spillere til at agere hjælpetrænere på klubbens yngre årgange. Og som om det ikke var nok, så har Jacob påtaget sig rollen som konsulent for klubbens børnetrænere, så de har mulighed for at sparre med ham om bl.a. træningsøvelser og -spil.

Udover hæderen modtog meget dedikerede Jacob Møller Laursen to landskampbilletter, en polo-shirt og et diplom.

Ud af fodboldfamilie

Jacob Møller Laursen er ud af en rigtig fodboldfamilie. Hans far, Per Møller Laursen, har således en fortid som mangeårig førsteholdsspiller i KPI. Ligesom han har taget en tørn på trænerfronten på både ungdoms- og seniorsiden.

Hans tre onkler, Jørgen, Hans og Jan, har også skrevet sig ind i KPIs fodboldhistorie. Alle har spillet afgørende roller i klubben fra barnsben af, og de har alle tre, ligesom Per Møller Laursen, senere været trofaste støtter på klubbens førstehold i en årrække.

Publiceret 28 November 2019 13:00