Kærlighedserklæring til drømmere til alle tider

Bernt Stubbe Østergaard sender med sin bog om blomsterbørnene fra 70’ernes landkollektiver på Djursland en hilsen til den nye klimageneration i vor tid

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND I bogen 'Blomsterbørn – Livet i landkollektiverne', der udkom tidligere i denne måned, har forfatteren til udgivelsen, Bernt Stubbe Østergaard, dykket ned i et stykke Danmarkshistorie og fortalt om de erfaringer og diskussioner, der optog en del af generationen fra 1970'erne, og som nu føres videre af dengeneration, der i dag ønsker at skabe en platform med klimakamp og et stærkt socialt fællesskab.

Som ung studerende i 70’erne flyttede Bernt Stubbe Østergaard (årgang 1950) sammen med sine nære venner ind i landkollektivet Abraxas på Mols og senere videre til større kollektiver på Djursland.

Og det er en tur tilbage til landkollektiverne på Djursland i 70’erne med de aktiviteter, der prægede deres hverdag – fra musikken og dansen til Bondehærens forsvar for Christiania og græsrodsarbejdet i Tanzania – som Bernt Østergaard tager sine læsere med på i sin nye bog.

”Vi lavede vores egen samfundsorden og tog mere ansvar for os selv og naturen. Udover hampen satsede vi på dyrkningsmetoder, der fremmede biodiversitet og undgik brug af pesticider. Vi engagerede os i den lokale og landsdækkende debat om sprøjtemidler og bevarelse af naturen – og lignede på det punkt meget de klimaaktivister, vi møder i medierne i dag,” fortæller Bernt Stubbe Østergaard i en pressemeddelelse i anledning af bogudgivelsen.

Mantra: En tønde land

Med et mantra om at være selvforsynende på en tønde land gik byernes blomsterbørn trods svære odds i gang med at realisere deres drøm. De lærte af den erfaring, det gav, når deres grøntsager forsvandt i ukrudt, når det, der skulle holde vinteren over, mugnede i laderne, og musene spiste deres korn.

”På vores minilandbrug forsøgte vi os frem og smagte, spiste og røg af naturen,” husker forfatteren, som også beskriver, hvordan en hverdag udspillede sig i et af de større kollektiver på Djursland, han flyttede til senere. Lokalhistoriske Feinschmeckere, der har fortiden stærkt inde på nethinden, vil kunne nikke genkendende til flere af de historier og personer, der optræder i bogen.

Men det kollektive samvær gav tid til at organisere sig og tænke længere. Synergieffekterne for nu at bruge et moderne ord var til at få øje på. Blomsterbørnene på Djursland lavede deres egne virksomheder, og krumtappen for de mange aktiviteter var bladet IndkøbsTidende og etableringen af indkøbsforeningen DKI – Djurslands Kollektive Indkøbsforening. Her kunne de uden om grossistled og detailhandel købe og sælge de varer, den lokale brugs ikke havde på hylderne.

Publiceret 24 November 2019 12:00