De seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af feriehusudlejninger i Syddjurs og Norddjurs Kommuner samlet set stiger. Men selvom første halvår i 2019 har vist en positiv fremgang, er der fortsat stort potentiale for endnu flere feriehusudlejninger. Foto: VisitDenmark

De seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af feriehusudlejninger i Syddjurs og Norddjurs Kommuner samlet set stiger. Men selvom første halvår i 2019 har vist en positiv fremgang, er der fortsat stort potentiale for endnu flere feriehusudlejninger. Foto: VisitDenmark

Feriehuse: Basis for langt flere udlejninger på Djursland

De seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af feriehusudlejninger i Syddjurs og Norddjurs Kommuner samlet set stiger, men potentialet er til meget mere

Af
Lars Norman Thomsen

DJURSLAND Sommerhusferie i Danmark er populært som aldrig før, og feriehusturismen er i rivende udvikling. Det bekræfter Danmarks Statistiks seneste overnatningstal, der viser, at dansk feriehusudlejning endnu en gang satte rekord i sommermånederne i år.

Syddjurs og Norddjurs Kommuner har oplevet en stigning på henholdsvis 8,1 og 12,6 procent i antal feriehusovernatninger i årets første otte måneder.

Syddjurs og Norddjurs er en del af de 35 kommuner med særligt potentiale, der tidligere i år er blevet identificeret af Feriehusudlejernes Brancheforening. Der er tale om deciderede sommerhuskommuner med mere end 2.000 sommerhuse, hvor udlejningsgraden er lav.

Men trods de positive resultater udnyttes kun 38,1 procent af den kapacitet, sommerhusene på Djursland rummer. Syddjurs og Norddjurs havde i alt 767.374 overnatninger i første halvår af 2019 og har til sammenligning kapacitet til at varetage 2.014.180 overnatninger årligt.

"Sidste år oplevede vi et fald i overnatningstallene på Djursland efter højsæsonen, så vi er derfor rigtig glade for de flotte resultater i år. Vi ser væksten som et tegn på, at vi er på rette vej i forhold til at udnytte sommerhuspotentialet. Vores ambition herfra er at overbevise endnu flere sommerhusejere om fordelene ved udlejning - blandt andet i samarbejde med ejendomsmæglerne i områderne," udtaler Flemming Rasmussen, vicedirektør hos VisitAarhus, i en kommentar til tallene i en pressemeddelelse.

Afgørende med stigning

Der er mange fordele ved at udnytte feriehuskapaciteten bedre. En højere udlejningsprocent vil for eksempel betyde en markant større turismeomsætning i Østjylland.

"Feriehuse står i dag for 54 procent af samtlige udenlandske overnatninger i Danmark, men vi udnytter kun en brøkdel af den kapacitet, vi har. I Norddjurs Kommune er det fx kun 724 af de ca. 5000 sommerhuse, som står til rådighed for udlejningsmarkedet. Kan vi øge dette tal, vil det for eksempel betyde, at lokale forretninger kan udvide deres åbningstider i ydersæsonen. Det vil skabe mere liv og gavne både beskæftigelsen og økonomien i lokalsamfundene," forklarer Sisse Wildt, kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme, i pressemeddelelsen.

Et forhøjet bundfradrag, som er blevet indført tidligere i år, skal blandt andet være med til at gøre en markant forskel i Østjylland. Fradraget betyder, at sommerhusejere kan tjene 40.900 kroner skattefrit ved at leje ferieboligen ud gennem et bureau.

Publiceret 21 November 2019 11:00