Casper Pilgaard tuner ind i Super GT Danmark-serien i 2020

Casper Pilgaard tuner ind i Super GT Danmark-serien i 2020

Casper Pilgaard skifter til Super GT Danmark

Den talentfulde racerkører fra Ryomgård bliver i 2020 en del af Super GT-serien med hovedkvarter på sønderjyske Padborg Park

Af
Lars Norman Thomsen

Casper Pilgaard, 21-årig racertalent fra Ryomgård, har opnået fine placeringer de sidste par år i Formel-biler, og senest i 2019 i DTC-serien (Danish Thundersport Championship), var han var bedste rookie og bedste U-23-kører.

DTC-klassen lukker og slukker imidlertid. FDM, som har stået bag DTC-serien i de seneste sæsoner, ønsker ikke længere at drive en løbsserie, så derfor var Team Pilgaard Motorsport tvunget til at tænke nyt.

Nu er det så blevet en kendsgerning, at han i 2020 bliver en del af Super GT Danmark. Det er klassen der tidligere har gået under navnet DST - eller Dansk Super Tourisme.

Hjemme på værkstedet i Ryomgård holder der en potent supertourisme-racer hjemme klar. Den skal være klar til sæsonåbningen i april 2020 på Jyllandsringen.

Det er ingen større hemmelighed, at DTC og Super GT har været skarpe konkurrenter om sponsorernes gunst. DTC har hidtil været betragtet som den 'store' kongeklasse, men Super GT har været den 'lille' kongeklasse. Konkurrencen er nu ikke længere aktuel.

Promotor Tom Gaarde Pedersen, manden bag Super GT Danmark og ham, der fik klassen til Danmark i 2015, er selvsagt lykkelig for tilsagnet fra Casper Pilgaard.

Den unge kører og hans teamchef Jørgen Pilgaard, der også er det fædrene ophav, var med, da der forleden på Padborg Park var inviteret til informationsmøde forud for den ny sæson.

Her kunne de konstatere, at interessen for at køre Super GT Danmark. Casper Pilgaard bliver en del af et felt med over 20 kørere.

Publiceret 21 November 2019 19:18