Bo Nørregaard Jensen skifter Fyn ud med Djursland og bliver ny direktør for Viden Djurs

Bo Nørregaard Jensen skifter Fyn ud med Djursland og bliver ny direktør for Viden Djurs

Viden Djurs henter sin nye styrmand i Odense

42-årige Bo Nørregaard Jensen tiltræder 6. januar 2020 som ny direktør for Viden Djurs

Af
Lars Norman Thomsen

UDDANNELSE "Det er nødvendigt at sejle, men ikke at leve." Dette udtryk, sættes i forbindelse med Pompejus, en romersk hærfører og politiker, der i år 56 f.Kr. beordrede en søtransport af korn til de sultende romere, vel vidende at et stormvejr truede.

"Det er nødvendigt at sejle..." har altid været Grenaa Gymnasiums motto. Udtrykket fokuserer på situationer, hvor hensynet til fællesskabet er større end hensynet til det enkelte individ, og har gennem årene ofte været anvendt i den kulturelle debat.

Nu skal naboen på den anden side N. P. Josiassens Vej, Viden Djurs, måske også til at finde et passende maritimt motto. Den netop nyudnævnte direktør, Bo Nørregaard Jensen, har tidligere i livet ageret på havet.

Det er en mand med både en teoretisk og praktisk uddannelse samt ledererfaring, som afløser Ole Svit som ny direktør for Viden Djurs.

Bred erfaring

Bo Nørregaard Jensen, 42, kommer fra en stilling som Campuschef for Syddansk Erhvervsskole, campus Odense C, med Bygge og Anlæg samt Smede- og Industriteknik som sit felt.

Han har haft ansvar for bl.a. afdelingsledere og uddannelsesledere inden for en række EUD og EUX uddannelser samt drift af det nationale Videncenter for automation og robotteknologi.

Bo Nørregaard Jensen kom til Syddansk Erhvervsskole i 2017 fra en stilling som studie- og kursusleder ved SIMAC (Svendborg International Maritime Academy). Her havde han været ansat siden 2008, hvor han startede som adjunkt, siden blev lektor, inden han i 2013 blev studie- og kursusleder med blandt andet personaleansvar for underviserne.

Forinden SIMAC har Bo Nørregaard Jensen været ansat fem år som maritim officer i Maersk Line/Maersk Supply Service.

Søens mand

Han er uddannet maritim officer og skibschef (maskinmester og styrmand). Han har en Executive MBA (Master of Business administration) i Shipping og Logistik fra CBS (Copenhagen Business School) - en generel lederuddannelse, der giver indsigt i mange forskellige aspekter af ledelse og har ligeledes gennemført en Master i offentlig ledelse fra SDU (Syddansk Universitet).

Bo Nørregaard Jensens aner går til Vendsyssel til landsbyen Bjergby. Han blev student fra Hjørring Gymnasium i 1996.

For nuværende bor han i Ringe - hvor en tidligere statsminister, liberalisten, grundtvigianeren og landmanden Erik Eriksen (20.11.1902-7.10.1972), drev familiegården - med kone og to sønner.

Bo Nørregaard Jensens kone, Mette Nørgaard Jensen, er lærer på Nordagerskolen i Ringe, hvor Bo Nørgaard Jensen er næstformand i skolebestyrelsen.

”Der har været et stærkt ansøgerfelt med 21 ansøgere til stillingen som direktør. Valget af Bo Nørregaard Jensen er truffet af et enstemmigt ansættelsesudvalg, og vi glæder os til at få Bo om bord. Vi kan nu fortsætte den gode udvikling af Viden Djurs med fokus på eleverne, det lokale erhvervsliv og initiativer indenfor nationale og internationale nicheuddannelser, som Viden Djurs er kendt for. Både ansatte og bestyrelse ser frem til et godt og stærkt samarbejde," lyder det i den udsendte pressemeddelelse i anledning af ansættelsen fra Viden Djurs, der har formand Kirsten Nielsen Sørensen og næstformand Gunnar Sørensen som afsendere på vegne af Viden Djurs bestyrelsen.

Bo Nørregaard Jensen tiltræder 6. januar i det nye, hvor Jesper Knudsen, der har vikarieret som direktør siden Ole Svit stoppede i august 2019 efter mere end tyve års ansættelse i organisationen. Han afløste Lars Ry Jørgensen som direktør i 2012.

FAKTA

Viden Djurs tilbyder uddannelser på følgende campus:

  • 3D College
  • Game College
  • Kalø Økologisk Landbrugsskole
  • Global Organic Farmer
  • Brazil Football College
  • Fashion College
  • Business College
  • Viden Djurs tilbyder både erhvervsuddannelser og uddannelser på gymnasielt niveau

Publiceret 20 November 2019 15:00