Genrefoto

Genrefoto

To teenagere skal flere år i fængsel for hjemmerøveri

To drenge på henholdsvis 16 og 17 år er blevet dømt fængselsdomme for hjemmerøveri mod en mand i i Ryomgård

To teenage-drenge på 16 og 17 år fra Ryomgård er torsdag ved Retten i Randers blevet idømt henholdsvis tre og et halvt års fængsel samt tre år og syv måneders fængsel for et hjemmerøveri begået mod en 28-årig mand på hans bopæl i Ryomgård. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Hjemmerøveriet fandt sted onsdag 26. juni om aftenen, hvor en dengang 28-årig mand sad alene i sin stue og så fjernsyn. Han kunne se, at der blev taget i håndtaget på havedøren. Kort tid efter blev der ringet på døren.

Da manden åbnede døren, stod der to personer uden for iført sort maskering og bevæbnede med knive. De to personer skubbede døren og den 28-årige og trængte ind i huset, hvorefter den ene af dem råbte: ”Giv mig pengene”. Det fremgår af pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.

Den 28-årige mand svarede, at han kun havde de 200 kroner, der lå på køkkenbordet, og han gav pengesedlen til dem.

Herefter blev han tvunget til at fremvise sin pung, men da der ikke var nogen penge i den, hævede den ene af gerningsmændene sin kniv mod den 28-årige, mens den anden gik rundt i huset og søgte efter flere værdigenstande. Da de fandt ud af, at der ikke var andet af værdi i huset forlod de huset igen.

Anholdt halvanden uge senere

Den 28-årige mand syntes, at han havde set den ene af personerne i bybilledet før. Ved hjælp af søgning på nettet og på Facebook fandt han frem til den 16-årige gerningsmand, som han var helt sikker på, var identisk med den ene af de to røvere.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet også frem til den anden person, og den 8. juli blev de to drenge på 16 og 17 år anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. Den videre efterforskning indebar blandt andet en kortlægning af de to mænds færden via GPS-koordinater fra deres telefoner.

”De tiltalte maskerede sig og trængte ind i en tilfældig borgers private hjem og begik røveri. Det er en alvorlig forbrydelse uanset udbyttet, og jeg er tilfreds med, at de nu er idømt længerevarende fængselsstraffe på trods af deres unge alder. I straffen indgår det i sig selv som en skærpende omstændighed, at de trængte ind i privat hjem for at begå røveri, og derfor er jeg tilfreds med dommen i dag,” siger anklager Jacob Gents i pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi.

Den 17-årige dreng modtog dommen, mens den 16-årige udbad sig betænkningstid. De blev begge varetægtsfængslet frem til afsoning af deres domme.

jwh

Publiceret 07 November 2019 16:18

Replik: Tre politikere har reageret

NORDDJURS Avisen har givet samtlige 27 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Norddjurs mulighed for at kommentere på henvendelsen fra Henrik Holmsted Pedersen og den kritik, der rejses af sagsforløbet. Tre af de lokale politikere har reageret - formanden for Voksen- og Plejeudvalget, Lars Møller, (S), SF's Mads Nikolajsen og den konservative Benny Hammer.

Lars Møller indleder sit svar med at nævne, at det er koordineret med borgmester Jan Petersen, (S).

"Forvaltningen i Norddjurs Kommune modtog afgørelsen fra ministeriet 31. oktober 2019. Dagen efter den 1. november blev der skrevet ud til voksen- og plejeudvalget og borgmesteren og orienteret om afgørelsen. Samtidig blev både udvalget og borgmesteren orienteret om, at afgørelsen ville blive drøftet med Randers Kommune samt at afgørelsen ville blive drøftet med advokatfirmaet Bech-Bruun, da der jævnførende ministeriets skrivelse er flere forskellige muligheder for at tilpasse de formelle rammer for samarbejdet, så det får en form, der er lovlig. Desuden blev voksen- og plejeudvalget og borgmesteren oplyst om, at så snart, der er sket en afklaring og udarbejdet en beskrivelse af de forskellige løsningsmuligheder, så vil sagen blive forelagt til politisk behandling. Tilsvarende oplysninger afgav borgmesteren til hele kommunalbestyrelsen i forbindelse med kommunalbestyrelsens møde i november 2020," fortæller Lars Møller.

Ikke udenom eller bagom

Han mener, at der således ikke er tale om, at forvaltningen er gået hverken udenom eller bagom politikerne i arbejdet med at finde en alternativ samarbejdsform med Randers.

"Af afgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet fremgår det, at der er flere måder at lovliggøre samarbejdet på via alternative organiseringsmåder. Når Randers Kommune og Norddjurs Kommune i samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun har afklaret, hvordan de formelle rammer omkring samarbejdet kan tilpasses, så vil der blive fremsendt en sag til politisk behandling i både voksen- og plejeudvalget, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det er forventningen, at det finder sted i løbet af perioden februar – april 2020," oplyser Lars Møller.

Begrænset aktindsigt

"27. november 2019 modtog Norddjurs Kommune en anmodning om aktindsigt fra advokatfirmaet Horten. Efterfølgende har velfærdssekretariatet i løbet af december 2019 været i dialog med Horten om på vis vegne, de søger aktindsigt, og hvilket materiale de konkret ønsker aktindsigt i. Generelt skal aktindsigter afgrænses, så forvaltningen kan finde materialet indenfor et rimeligt tidsforbrug på 25 timer – jævnførende offentlighedsloven. For at få en endelig afklaring af ovenstående forhold - herunder også om aktindsigten vedrører oplysninger om et konkurrerende advokatfirma - har velfærdsforvaltningen efter aftale med Randers Kommune anmodet vores advokatfirma Bech-Bruun om i starten af januar 2020 at tage kontakt til Horten på vegne af Norddjurs Kommune. Det kan oplyses, at Bech-Bruun også på vegne af Randers Kommune har fremsendt en lignende skrivelse til Horten. I det øjeblik, at afklaringen af aktindsigtens omfang foreligger, så fremsender Norddjurs Kommune hurtigst muligt materialet til Horten," fregår det af svaret fra Lars Møller.

Godkendt leverandør

Han runder af med at oplyse, at Det Danske Madhus er godkendt leverandør af madservice i Norddjurs Kommune og dermed har kommunens ældre hjemmeboende borgere mulighed for at få mad fra Det Danske Madhus, hvis de ønsker det. Det Danske Madhus har været godkendt leverandør i flere år – også da maden blev produceret i samarbejde med Syddjurs Kommune i regi af Djurs Mad.

Helt ok

Mads Nikolajsen fra SF er kritisk over for Henrik Holmsted Pedersens ageren i sagen.

"SF fandt madsamarbejdet med Randers Kommune helt ok. Jeg forstår ikke Henrik Holmsted Pedersen og Enhedslistens korstog imod, at kommuner samarbejder og kan levere til hinanden efter godkendte aftaler. Da samarbejdet med Syddjurs Kommune i det kommunale madhus blev opgivet, var samarbejde med Randers Kommune helt ok, også i følge tilsynsmyndigheden. Vi så også gerne samarbejde med Randers Sygehus og deres berømte økologiske køkken om madleverance, men det var ikke aktuelt," siger Mads Nikolajsen.

Han fortæller, at man bruger advokat i Norddjurs kamp for at få anerkendt kommunens løsning.

Vil vinde - ikke tabe

"Det er ok at kommunens advokat arbejder uden at modparten - et privat madhus - skal havde indsigt i alle sin modparts overvejelser. Vi kæmper for at vinde vores sag, ikke for at tabe. Jeg ser gerne at vi mere bruger lokal advokat - og alle mulige andre ydelser - men vi skal også have en advokat, der kender det helt specielle område. Det er meget usædvanligt, at en minister underkender sit eget tilsyn - som her," siger Mads Nikolajsen.

Helt uenig

Den konservative Benny Hammer er helt uenig.

"Det her er en irriterende sag, som har været træls at have med at gøre lige fra dag et. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke har været valgt en højere grad af åbenhed - og at sagen allerede nu havde været i Voksen og Plejeudvalget - og senere i kommunalbestyrelsen. Hvorfor dog pakke tingene væk i stedet for at få dem på bordet i al offentlighed," spørger han.

Han mener, at det eneste rigtige er at sende madopgaven i udbud i en åben proces.

"Jeg kan godt se, at det ender med endnu en advokatregning af de store fra Bech-Bruun, og jeg forstår til fulde vreden fra Det Danske Madhus. Det skal da ikke være Bech-Bruun, der skal afgøre, hvordan vi som kommune giver aktindsigt, for så er vi ude på et skråplan. Jeg håber ikke, at det hele er begrundet i, at nogle mener, at det kun er i det offentlige, der kan laves ordentlig ældremad. Den opgave kan lige så godt klares af en privat leverandør," mener Benny Hammer.