Allan Haslund skal efter en selvvalgt fodboldpause atter til at vandre frem og tilbage på linjen på Nørager Stadion, når han overtager træneransvaret for det fælles Nørager-Allingåbro mandskab i U17 Liga 1 efter nytår. Foto: Lars Norman Thomsen

Allan Haslund skal efter en selvvalgt fodboldpause atter til at vandre frem og tilbage på linjen på Nørager Stadion, når han overtager træneransvaret for det fælles Nørager-Allingåbro mandskab i U17 Liga 1 efter nytår. Foto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: Alle mand klar til at spille i Serie 2 hos Nørager B

Nørager B gik ubesejret igennem efteråret i Serie 3 og retter nu blikket mod Serie 2. Christian Basballe scorede hattrick, da TRIF blev slået med 5-1 i sæsonens sidste kamp

Af
Martin Schultz

TRIF havde brug for point for at slippe for playoff kampen om nedrykning, da det suveræne tophold Nørager B lørdag middag kom på besøg på PR Park i Rønde til sæsonens sidste turneringskamp.

Men gæsterne fra Nørager havde ikke tænkt sig at forære noget væk, og på en sikker præstation hentede oprykkerne sæsonens 11. sejr med sikre 5-1. Christian Basballe scorede sæsonens tredie hattrick, da han stod for alle Nørager B’s tre træffere i 2. halvleg. To af dem ovenikøbet på oplæg fra sin lillebror, U17-spilleren Jan Ankerstjerne.

Nørager B kom foran tidligt i kampen, da Sigurd Fisker scorede på en ripost efter et frispark fra Christian Basballe.

“Så fik vi Sigurd med på måltavlen, for han var den eneste i bagkæden, som ikke har scoret i efteråret,” fortæller Nørager B’s træner Claus Vestergaard.

Efter 20 minutter scorede Kasper Sortkjær sit første mål i efteråret, da han med Claus Vestergaards ord lavede et “supergodt” mål på et langskud til 2-0 til gæsterne.

Anton Bonde fik inden pausen reduceret for TRIF til 2-1 efter et hjørnespark, hvor Nørager B’s forsvar stod forkert på andenbolden.

“Det var skidt af os, men vi var enige om at blive ved med at arbejde og så holde fast i bolden,” siger Claus Svenningsen.

I 2. halvleg var der goalshow ved Christian Basballe med tre mål, hvoraf især det sidste var en sand perle, da “Balle” vendte rundt på kanten af feltet og bankede en helflugter i kassen til 5-1.

Christian Basballe blev valgt til kampens spiller på Nørager hold med 13 stemmer.

Allan Haslund træner for U17

Nørager B havde for længst sikret sig oprykning til Serie 2 og havde mest æren til at kalde sig ubesejret i efteråret at spille for. Topholdet stillede uden den småskadede angriber Rasmus Bang Rasmussen og uden en syg Rasmus Knudsen, mens Daniel Sortkjær havde meldt afbud til kampen.

Men alle mand har ifølge træner Claus Vestergaard meldt sig klar, når det til foråret går løs i Serie 2. Truppen er sendt på vinterpause indtil træningsstarten 18. Januar, hvor Claus Vestergaard og Peter Feldborg står klar til en ny sæson som træner og holdleder. Mange af spillerne starter fredag aften med at spille indendørs, og det er en disciplin, som spillerne fra Nørager B gennem mange år har været nogle af Djurslands bedste til.

Nørager B kan se tilbage på en sæson uden nederlag.

“I dette efterår spillede vi for at rykke op. Vi har haft en homogen trup med både rutinerede og unge spillere. Efter to sæsoner, hvor først Østdjurs 91 og derefter TRIF rykkede op, var vi klar. De rutinerede spillere er kommet sig over skuffelserne og er nu mere klare i hovederne. De unge er blevet mere modne. Alle kender deres plads på holdet, og der er en bevidsthed om, at ansvaret ikke hviler på nogle enkelte spillere, men på hele holdet. Nu retter spillerne på hinanden og skændes ikke længere,” siger Claus Vestergaard.

Nørager B går et spændende forår i møde, for også det næste kuld af unge spillere er godt på vej. AIF/NBK’s U17 hold spiller i foråret i Liga 1, og de unge talenter får en god gammel kending, Allan Haslund, som træner.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

TRIF - Nørager B 1 - 5 (1 - 2)

Lørdag 2. november kl. 11.00 på PR Park i Rønde

Målscorere

  • 0 - 1 Sigurd Fisker (7. min.)
  • 0 - 2 Kasper Sortkjær (20. min.)
  • 1 - 2 Anton Bonde (38. min.)
  • 1 - 3 Christian Basballe (48. min.)
  • 1 - 4 Christian Basballe (67. min.)
  • 1 - 5 Christian Basballe (81. min.)

Publiceret 07 November 2019 05:00