TRIFs bedste seniorhold kan skrive historie, hvis det lykkedes holdet at besejre Viby i en playoff kamp. Så hedder det Serie 1 efter nytår. Foto: Martin Schultz

TRIFs bedste seniorhold kan skrive historie, hvis det lykkedes holdet at besejre Viby i en playoff kamp. Så hedder det Serie 1 efter nytår. Foto: Martin Schultz

Seriefodbold: TRIF sender sine to bedste hold i playoff-kampe

TRIF missede direkte oprykning til Serie 1 i målløs kamp mod topholdet VRI. TRIF 2 skal spille om at undgå nedrykning til Serie 4

Af
Martin Schultz

Der var lagt op til fodboldfest lørdag eftermiddag på PR Park i Rønde, da TRIF’s bedste hold i en regulær Serie 2-finale kunne sikre sig direkte oprykning til Serie 1 ved at besejre topholdet VRI.

Men århusianerne havde disponeret klogt og stillede i en bomstærk opstilling med fem spillere med Danmarksseriekampe i benene til opgøret mod de unge himmelstormere fra TRIF, der i holdets første sæson i Serie 2 i den sidste kamp selv kunne afgøre, om holdet skulle tage turen direkte videre op i Serie 1.

Foran et talstærkt publikum på PR Park endte kampen 0-0, og dermed blev det VRI, som rykker direkte op, mens TRIF som nr. 2 skal gennem en playoff kamp lørdag eftermiddag på hjemmebane mod Hasle B, som blev nr. 2 i en anden pulje i Serie 2. Vinderen af denne playoff kamp møder nr. 6 fra Serie 1 Viby B på udebane i den afgørende kamp om oprykning.

“Det var en kamp med høj intensitet mellem to supergode hold. Men begge hold var gode til at lukke af, og derfor var der ikke mange chancer. Det var brandærgerligt, at vi ikke fik scoret, men nu strammer vi ballerne, og vi tror på, at vi vinder kampen lørdag mod Halse B,” siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.

Målmand blev kampens spiller

Med det uafgjorte resultat brast TRIF’s drøm om en direkte oprykning efter at holdet i de to forudgående kampe havde besejret de nærmeste rivaler fra VSK Aarhus og Skødstrup SF.

“Det var en tæt kamp mod VRI og resultatet var fair nok. Der blev vist godt spil i et højt tempo, og vi kan endnu engang takke vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm, som med en række flotte redninger holdt os inde i kampen. Det er første gang i denne sæson, at vi går fra banen uden at score,” siger Martin Hornbæk Nielsen. Hjalte Holm Baarstrøm blev, ligesom mod VSK Aarhus, valgt til kampens spiller.

Playoff kampen mod Hasle B spilles lørdag kl. 14.00 på PR Park i Rønde, og TRIF har en skadesfri trup klar til opgøret Med er også Tobias Stenshøj Mathiessen, som sad ude med karantæne mod VRI efter sin udvisning mod Skødstrup SF.

Nørager B viste ingen nåde

Inden finale-kampen mellem TRIF og VRI spillede TRIF’s andethold sin egen “skæbnekamp”, for hjemmeholdet skulle have point mod det suveræne tophold Nørager B for at bevare håbet om at undgå en playoff-kamp om nedrykning til Serie 4.

Ligesom førsteholdet er også TRIF 2 oprykkere, men her er sæsonen gået knap så godt.

“Holdet lagde fint ud i starten, men siden har vi både haft en del skader på nøglepositioner, og så har der været kampe med store udsving, som ikke gik vores vej. Vi vil rigtig gerne blive i Serie 3 med andetholdet, for det lærer knejterne rigtig meget af,” mener Martin Hornbæk Nielsen.

Selvom ubesejrede Nørager B for længst havde sikret sig oprykningen, var der ingen tidlige julegaver til modstanderen, for gæsterne vandt kampen med 5-1 efter 2-1 ved pausen.

“Nørager B kom hurtigt foran med 2-0 inden Anton Bonde reducerede til 2-1. I 2. halvleg scorede Nørager B yderlige tre mål, og Nørager B er jo bare rækkens suverænt bedste hold. Det er helt fortjent, at de rykker op i Serie 2,” slutter Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF 2 møder i sin playoffkamp SMIFF, som er to’er fra Serie 4. Vinderen af kampen spiller i Serie 3 i foråret. Også denne playoff-kamp spilles på PR Park i Rønde, men tidspunktet er endnu ikke fastlagt.

Begge de to playoff kampe skal afgøres lørdag, så der skal lægges tid ind til eventuel forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Lørdag 2. november kl. 13.30 på PR Park i Rønde

Kampfakta

Serie 2, pulje 17

TRIF - VRI 0 - 0

Publiceret 04 November 2019 20:32