Niklas Lillelund, U22-verdensmester anno 2019. Allerede i 2017 deltog han i ungdoms- og masters-VM i Grækenland og vandt guld i juniorklassen under 17 år. Foto: Lars Norman Thomsen

Niklas Lillelund, U22-verdensmester anno 2019. Allerede i 2017 deltog han i ungdoms- og masters-VM i Grækenland og vandt guld i juniorklassen under 17 år. Foto: Lars Norman Thomsen

Windsurfing: Ryomgård har fået en verdensmester

Niklas Lillelund, snart 19, drømmer om at repræsentere Danmark ved OL, og han er villig til at sætte alt på et bræt på alle parametre for at drømmen skal gå i opfyldelse

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD We'll all be planning that route/We're gonna take real soon/We're waxing down our surfboards/We can't wait for june/We'll all be gone for the summer/We're on surfari to stay/ Tell the teacher we're surfin'/Surfin' U.S.A

Synger The Beach Boys i den stedsegrønne Chuck Berry komposition 'Surfin' U.S.A.' om evig sommer, hvide badestrande, Californien, lyse nætter og turen på bølgerne på et surfbræt.

Niklas Lillelund, der fylder 19 somre 24. november og i øvrigt selv er en dygtig musiker, kan nok nikke genkendende til tekstens hyldest til surfbrættet, men ikke at sporten er lig med evig sommer og lyse nætter.

På det plan, som den unge Ryomgård-surfer dyrker sporten, handler det udelukkende om hårdt arbejde og masser af træning. Tillige kunsten at kunne forene et 3.g studie på Rønde Gymnasium med de mange træningspas, 4-5 gange om ugen, instruktørjobbet for de mindste i Aarhus Windsurfing Klub og arbejde i en butik, der bl.a. sælger surfudstyr.

Verdensmester

For en måned siden kunne han knytte næverne, række armene i vejret og smile til de foranstående, da han var blevet ny U22-verdensmester med en samlet sejr i World Cuppen i Windfoil for U22-sejlere.

Det skete ved World Cup stævnet i tyske Westerland, hvor Niklas Lillelund i et skarpt felt med mange professionelle seniorer sluttede som nummer 21 sammenlagt, men som bedste ung-sejler.

"Ungdom og seniorer sejler sammen, og jeg vidste på forhånd, at jeg havde chancen for at blive U22-verdensmester, hvis jeg formåede at bevare roen og holde hovedet koldt undervejs. Konkurrencen i U22-klassen var hård, og flere havde chancen for at vinde VM ved den afsluttende afdeling i Tyskland," fortæller Niklas Lillelund, der har den lokale Djurslands Bank Ryomgård som hovedsponsor, men sporten er bestemt ikke noget, han spinder guld på.

Windsurfing er en lille sportsgren sammenlignet med fodbold, golf og tennis, hvor de rigeste aktører tænder deres cigarer med en pengeseddel uden at blinke.

"Jeg har været bidt af sporten, siden jeg var 7-8 år. Min far dyrkede kitesurfing, og det inspirerede mig. Jeg kan mærke, at min kærlighed til sporten sikkert aldrig stopper," siger Niklas Lillelund.

Forud for den sidste World Cup-afdeling i Tyskland (andenplads) havde han også testet bølgerne i både Japan (førsteplads) og Spanien (tredjeplads).

Håber på OL

Niklas Lillelund, som tørner ud for Aarhus Windsurfing Klub, håber eller snarere forventer, at discplinen Windfoil kommer på OL-programmet fremover.

Sådan noget er der politik i, men den unge Ryomgård-surfer mener, at odds trods alt er gode for, at Windfoil bliver OL-disciplin.

"Surf-disciplin ved OL hedder lige nu R:SX i windsurfing, men foregår på et tungere og ældre bræt," forklarer han.

"I Windfoil har vi en lang carbon-mast under vores bræt i stedet for den finne, som mange kender. Det gør, at det går meget stærkere på vandet."

Han håber selvfølgelig, at der sker et skifte. I såfald kunne Sommer-OL i Byernes By, Paris, i august 2024 sagtens blive et mål.

"Jeg håber, at Windfoil bliver OL-disciplin. Hvis det bliver aktuelt, så vil det være et mål for mig at komme med, men lige nu og her handler det først og fremmest om at udvikle mine evner og blive dygtigere," understreger Niklas Lillelund, der efter folkeskolen var en tur forbi Venø Efterskole.

Hvad fremtiden bringer efter hans studentereksamen er i hus til sommer, har han endnu ikke besluttet.

Publiceret 30 October 2019 10:00