Lørdag klokken 13.30 bliver der gang i sagerne og måske sang i gaderne, hvis det lykkedes TRIF at vinde den direkte topduel over VRI, og dermed rykke direkte op i Serie 1. Arkivfoto: Martin Schultz

Lørdag klokken 13.30 bliver der gang i sagerne og måske sang i gaderne, hvis det lykkedes TRIF at vinde den direkte topduel over VRI, og dermed rykke direkte op i Serie 1. Arkivfoto: Martin Schultz

Seriefodbold: TRIF i direkte duel om oprykning til Serie 1 på lørdag

TRIF slog lokalrivalerne fra Skødstrup SF med 3-1 og spiller derfor lørdag eftermiddag på PR Park den store finale om oprykning mod topholdet VRI

Af
Martin Schultz

TRIF’s unge himmelstormere holder snuden i sporet og skal nu i holdets første sæson i Serie 2 i sæsonens sidste kamp spille finale om direkte oprykning mod topholdet VRI. Aarhusianerne har et point mere end TRIF inden mødet lørdag kl. 13.30 på PR Park i Rønde, så de unge TRIF’ere skal besejre VRI får et få den direkte billet op i Serie 1. Taber TRIF eller ender kampen uafgjort, rykker VRI direkte op og overlader playoff-chancen til TRIF.

Lokalrivalerne fra Østdjurs 91 gav TRIF en hjælpende hånd tirsdag aften, da de nedrykningstruede østdjursere hentede nyt håb og selvtillid ved at besejre netop Skødstrup SF med 3-1 på Tirstrup Idrætsefterskoles kunstgræsbane. Dermed kan Skødstrup SF ikke længere overhale TRIF, hvis de gule fra Rønde skulle tabe kampen til VRI.

”Humøret er højt i truppen, og drengene glæder sig vanvittigt til kampen mod VRI,” siger TRIF’s cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.

”Holdet er vokset og vokset gennem sæsonen. Det er holdets første sæson i Serie 2, og mange af spillerne er jo bare 19 år. Nu må vi se, om vi kan vokse det sidste stykke på lørdag,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Ny stor kamp af ung målmand

Men inden den store finale lørdag på PR Park var en realitet, skulle TRIF i den anden af de tre ”finalekampe” mod rivalerne i top-fire møde formstærke Skødstrup SF på udebane.

”Det blev en kamp på en meget svær græsbane, hvor begge felter var helt mudrede og der stod blankt vand i den ene ende af banen. Men det var forholdsvis vindstille, så på den måde fint vejr at spille fodbold i,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Kampen bølgede frem og tilbage i starten, men TRIF fik et lille overtag, så det var fortjent, da Emil Haulrik godt en halv time ind i kampen kunne bringe TRIF foran 1-0, da han trak ind i feltet fra højre side og fik sit skud rettet af.

”Vi var i undertal, fordi Tobias Stenshøj Mathiessen fik et gult kort efter en nærkamp, så Skødstrup SF pressede godt på. Men vi fik reddet stormen af. Vi holdt dem fra chancer i 1. halvleg og vores målmand Hjalte Holm Baarstrøm stod igen en fin kamp. Så jeg synes vi havde styr på det,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

To mål af Jesper Munk Rasmussen

I pausen blev Jesper Munk Rasmussen sat ind i angrebet i stedet for Frederik Ougaard, og den tidligere molbo skulle vise sig at sætte sit aftryk på kampen med to mål i 2. halvleg.

”Rasmus Søegaard måtte også ud i ti minutter med et gult kort og vi var godt pressede, men kom alligevel på 2-0, da Emil Haulrik spillede bolden på tværs ind i feltet, hvor boxspilleren Jesper Munk Rasmussen var på pletten og med en inderside sendte bolden i mål til 2-0,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

Midterforsvarer Tobias Stenshøj Mathiessen fik sit andet gule kort efter godt 70 minutters spil efter hvad Martin Hornbæk Nielsen kalder for en håbløs kendelse. Men fordi der var gået mere end ti minutter mellem de to advarsler, måtte TRIF ifølge de nye regler sætte en ny mand ind efter ti minutter. Men Tobias Stenshøj Mathiessen får en karantænedag og kan ikke være med i ”la grande finale” på lørdag.

Hjemmeholdet pressede på og fik i kampens slutning reduceret til 2-1, men inden dommeren fløjtede af slog Jesper Munk Rasmussen til endnu engang og snørede sækken med en scoring til 3-1.

”For et halvt år siden havde vi tabt sådan en kamp, men vi formåede at stå for presset. Vi stod rigtig godt i forsvaret, og så er vi satme skarpe i vores omstillinger og er gode til at udnytte de chancer vi får,” siger TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen. Midterforsvarer og anfører Kristoffer Meldgaard Andreasen blev valgt til kampens spiller.

To kampe lørdag i Rønde

Mens det således går strygende for TRIF’s bedste hold, så hænger andetholdet, som rykkede op i Serie 3 i sommer, med en vis legemsdel i vandskorpen i den mindre sjove del af tabellen.

Holdet blev lørdag pelset med 5-0 af formstærke Auning IF på udebane, og skal lørdag kl. 11.00 inden Serie 2-finalen møde rækkens suveræne tophold Nørager B i sæsonens sidste kamp.

De to direkte nedrykningspladser er overladt til rækkens to Aarhus hold Fuglebakken KFUM og VRI, men kampen om at undgå playoff kampen om nedrykning bliver et slagsmål mellem TRIF, Grenaa IF, IF Midtdjurs og Ebeltoft IF.

Så der er udsigt til masser af spændende fodbold på PR Park i Rønde på lørdag: kl. 11.00 møder TRIF topholdet Nørager B i Serie 3, og kl. 13.30 er der Serie 2-finale mellem TRIF og VRI.

Kampfakta:

Serie 2, Pulje 17

Skødstrup SF - TRIF 1 - 3 (0 - 1)

Lørdag 26. oktober kl. 13.00 i Midtpunktet i Skødstrup

Målscorere:

0 - 1 Emil Haulrik (31. min.)

0 - 2 Jesper Munk Rasmussen (67. min.)

1 - 2 David Dines Jørgensen (90. min.)

1 - 3 Jesper Munk Rasmussen (90. min.)

Publiceret 30 October 2019 12:15