Ole Bollesen (nummer to fra h.) og S-gruppeformand Michael Stegger Jensen (yderst tv.) kan regne med at have opbakning til Budget 2020 fra Kirstine Bille (ynderst th.) og resten af SF. Det borgerlige trekløver med Venstre, Konservative og Radikale Venstre vil også bakke op sammen med Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er om Ole Bollesen formår at række ud til Alternativet og Enhedslisten også. Det ved han torsdag aften. Arkivfoto: Gerda E.M. Christophersen

Ole Bollesen (nummer to fra h.) og S-gruppeformand Michael Stegger Jensen (yderst tv.) kan regne med at have opbakning til Budget 2020 fra Kirstine Bille (ynderst th.) og resten af SF. Det borgerlige trekløver med Venstre, Konservative og Radikale Venstre vil også bakke op sammen med Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er om Ole Bollesen formår at række ud til Alternativet og Enhedslisten også. Det ved han torsdag aften. Arkivfoto: Gerda E.M. Christophersen

Budget 2020: Sidste nat med kliken torsdag?

Ingen er blev smidt ud af forhandlingslokalet endnu, og borgmester Ole Bollesen (S) har da også et fromt håb om, at der kan underskrives et budgetforlig torsdag aften

Af
Lars Norman Thomsen

Efter en ugelang efterårsferie, hvor budgetforhandlingerne i Syddjurs var sat på standby, kom der skred i tingene mandag og tirsdag.

Borgmester Ole Bollesen (S) ser i hvert fald optimistisk på mulighederne for at blive færdige med Budget 2020 torsdag aften, så dagsordenen til 2. behandlingen af budgettet onsdag 30. oktober kan sendes ud uden større dikkedarer fredag.

"Jeg kan af gode grunde ikke vide det, om samtlige partier vil være med, men jeg gik fra tirsdagens forhandlinger med en god fornemmelse," siger Ole Bollesen.

Med til at give borgmesteren gode fornemmelser var naturligvis, at ingen af deltagerne omkring forhandlingsbordet smækkede med døren, da forhandlerne takkede af tirsdag aften for at gå hver til sit.

"Der var en god stemning og en stor og konstruktiv vilje hos alle omkring bordet, men derfra og så til at sige, at det det betyder samtlige 27 byrådsmedlemmer bag næste års budget, tør jeg simpelthen ikke love."

Hjem i egen andedam

Mens de socialdemokratiske forhandlere, gruppeformand Michael Stegger Jensen og strategen og veteranen Christian Haubuf, løbende har holdt baglandet orienteret, har partier som Enhedslisten og Alternativet en anderledes måde at få carte blanche på af partiernes respektive bestyrelser til at få lov til at stemme for budgettet.

"Alle partier skal hjem og snakke med deres bestyrelser og baggrundsgrupper, og her er traditionerne meget forskellige i forhold til at få godkendt forhandlingsresultatet. Nogle har har det lettere end andre," erkender Ole Bollesen.

"Men jeg forventer, at alle møder op til den afgørende runde torsdag eftermiddag. Gør man ikke det, er man selvfølgelig heller ikke en del af næste års budget."

Torsdagen skal primært bruges til korrekturlæsning og til at få de sædvanligvis meget afgørende budgetbemærkninger indskrevet i budgetnoterne. Det er ofte i budgetbemærkningerne, at man kan aflæse de enkelte partiers politiske fingeraftryk på det kommende års budget.

"Jeg ved, at det kan tage lang tid, fordi vi i slutfasen er helt nede at diskutere placeringen af et komma. Sådan er det, og torsdag aften har jeg en tro på, at vi kommer i mål. Om det bliver med alle 27, tør jeg som sagt ikke sige noget om."

Møde med trafikministeren

Ole Bollesen drager onsdag aften til København, fordi han fra morgenstunden torsdag skal mødes med sin partifælle, transportminister Benny Engelbrecht.

"Vi skal drøfte Molslinjen og daglig sejlads fra Ebeltoft til Odden og retur. Efter ministerskiftet er der behov for at få snakket med transportministeren for at høre, hvordan han ser på mulighederne, og om han har gode ideer til, hvordan daglig sejlads kan blive en realitet igen," siger Ole Bollesen, der også har annonceret overfor ministeren, at han vil tale opgradering af rute 15 mellem Løgten og Aarhus Lufthavn til motorvej.

Det gamle ønske om en udbygning af motortrafikvejen til en 2+1 sporet vej på hele strækningen eller en udbygning til en 4 sporet motorvej på hele strækningen.

Efter mødet med transportministeren skal borgmesteren til en komsammen med borgmesterkollegerne i regi af Kommunernes Landsforening, hvor temaet er Budget 2020 for kommunerne under et.

Kan kommunerne samlet set overholde de økonomiske rammer, der er aftalt mellem S-regeringen og finansministeren i september - eller skal enkelte have et vink om, at de er på vej ud ad en forkert tangent?

Herefter drøner borgmesteren hurtigt hjem til Syddjurs og de måske afsluttende forhandlinger om Budget 2020.

Publiceret 23 October 2019 17:00