Det snerper til for Ebeltoft IF i den nedre halvdel af Serie 3. Lørdag spiller holdet en såkaldt seks-points kamp mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion. Arkivfoto: Martin Schultz

Det snerper til for Ebeltoft IF i den nedre halvdel af Serie 3. Lørdag spiller holdet en såkaldt seks-points kamp mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion. Arkivfoto: Martin Schultz

Seriefodbold: Auning IF klar til topopgør efter sikker sejr over Ebeltoft IF

Der er lagt op til højspændt lokalopgør lørdag mellem top-tre-holdet Auning IF og det ubesejrede tophold Nørager B på Auning Stadion

Af
Martin Schultz

Med en sikker sejr på 4-1 over Ebeltoft IF på udebane fortsatte oprykkerne fra Auning IF den gode stime af pointgivende kampe i Serie 3 og kan dermed byde på noget så spektakulært som et top-tre opgør mod det suveræne tophold Nørager B lørdag kl. 14.00 på Auning Stadion. Naboklubberne Auning IF og Nørager B er vant til at give hinanden nogle ordentlige bråvallaslag med hele lokalopgørets nerve og intensitet foran en altid engageret tilskuerkulisse fra begge byer.

Med sejren listede Auning IF sig nemlig op på en 3. plads i rækken og ligger nu side om side med Grenaa IF, som tirsdag aften overraskende blev slået med klare 3-0 af IF Midtdjurs på to mål af Mikkel Primdahl Sonnichsen og et mål af Jonas ”Joe” Simonsen.

IF Midtdjurs’ sejr gav hårdt tiltrængte point til de røde fra Ryomgård, som kæmper for at slippe fri af nedrykningssumpen med de to Aarhushold VRI og Fuglebakken KFUM under stregen. Men IFM-sejren var samtidig noget af en håndsrækning til topholdet Nørager B, som med fem kampe tilbage at spille nu er hele ti point foran forfølgerne Grenaa IF og Auning IF.

Auning IF-træner Claus Svenningsen ser frem til kampen mod Nørager B på lørdag.

”Det bliver en spændende kamp. Det er altid sjovt at møde Nørager B, for spillerne kender hinanden godt. Det er et lokalopgør, hvor der altid er gang i den. Nørager B er stukket af i tabellen, mens vi kæmper for 2. pladsen. Og så længe vi vinder, kan vi kikke opad. Taber vi, er det noget andet, for det er en meget tæt pulje,” siger Claus Svenningsen.

Klokkeklart straffespark til Auning IF

Auning IF rykkede op i sommer efter en enkelt sæson i Serie 4, og holdet har foreløbig klaret sig godt i Serie 3. Holdet har kun tabt til Nørager B med 3-0 i det første lokalopgør, og så noget uforståeligt mod bundholdet Fuglebakken KFUM med 3-2 på hjemmebane.

”Vi leverede en dårlig præstation mod Fuglebakken FUM og skulle have vundet,” siger Claus Svenningsen. Men efter de to nederlag i træk er der blevet rettet op på skuden, og Auning IF har hentet point i de sidste fem kampe.

I lørdagens opgør mod Ebeltoft IF var gæsterne i kontrol gennem hele kampen.

”Vi spillede en klog kamp. Vi startede bedst, men overlod initiativet til Ebeltoft IF midt i halvlegen. Vi satte os på kampen i halvlegens sidste 10 minutter og kom foran kort før pausen på et klokkeklart, men klodset straffespark. Mikkel Schnoor blev væltet i feltet, og Asger Køtter scorede,” fortæller Claus Svenningsen.

De erfarne spillere er gode nok

I 2. halvleg fortsatte Auning IF dominansen. Asger Kløtter blev dages mand med tre scoringer, mens netop indskiftede Martin Hørning scorede dagens flotteste mål.

”Martin Hørning lukkede kampen med sin scoring til 3-0, da han i en individuel aktion brød igennem og med to mand hængende på ryggen sparkede bolden flot højt i målet,” fortæller Claus Svenningsen. Asger Kløtter blev valgt til kampens spiller, og Simon Stampe blev valgt til kampens fighter.

”Mod Ebeltoft IF havde vi stort set alle spillere til rådighed, og så stiller vi med et relativt erfarent hold. Og når de erfarne spillere stiller op, så er de gode nok til at være med,” siger Claus Svenningsen om sin ”gamle garde” med spillere som Christian og Andreas Dahl Andersen, Esben Sørensen, Bobby Brix og målmand Martin Laursen.

Viktor Skytte scorede sit 12. mål

Ebeltoft IF kom til kampen mod Auning IF med tre et-måls-sejre i træk.

”Vi kan åbenbart kun vinde med et mål. Men en sejr er en sejr,” siger Ebeltoft IF-træner Lars Skytte, som manglede 4-5 mand i sin startopstilling og havde veteranen Peter Degn med en prof fortid i blandt andet Everton, Brøndby og AGF med på holdet.

”1. halvleg forløb som vi havde ventet, men Auning IF kom foran på et dumt og unødvendigt straffespark lige før pausen. Men vi var supergodt tilfredse bortset fra straffesparket,” siger Lars Skytte.

”Auning IF er gode med bolden. De har rutinen og tålmodigheden, og så slår de til, når modstanderen laver fejl. Vi kom meget uheldigt bagud med 2-0, da vores målmand clearede bolden og rammte Asger Kløtter, så den sprang i mål. Mine spillere ville gerne hurtigt fremad og begyndte at spille med lange bolde. Den plads udnyttede Auning IF og scorede et flot mål til 3-0, og så hang vi med hovederne. Vi var ikke udspillet og gjorde det fint, men vi tabte til et klogere og mere rutineret hold,” siger Lars Skytte.

Viktor Skytte scorede Ebeltoft IF’s trøstmål med ti minutter igen og fortsatte dermed sin målstime.

”Viktor er midtbanespiller, men har en evne til at være på de rigtige steder. Han har scoret 12 af vores 19 mål i efteråret. Han sparker ikke straffe, for han brændte et i den første kamp mod VRI, så det er kun fire mål i åbent spil, som Viktor ikke har scoret for os i efteråret,” fortæller Lars Skytte.

Ebeltoft IF skal lørdag til Ryomgård Stadion for kl. 15.00 at møde IF Midtdjurs. Med IF Midtdjurs’ sejr over Grenaa IF forleden ligner kampen et seks-point opgør, hvor taberen kan blive efterladt på play-off pladsen i det meget tætte midterfelt i Serie 3’s lokale pulje.

Kampfakta:

Serie 3, Pulje 35

Ebeltoft IF - Auning IF 1 - 4 (0 - 1)

Lørdag 28. september kl. 15.00 på Ebeltoft Idrætscenter

Målscorere

  • 0 - 1 Ager Køtter (44. min./straf.)
  • 0 - 2 Asger Køtter (60. min.)
  • 0 - 3 Martin Hørning (73. min.)
  • 0 - 4 Asger Køtter (78. min.)
  • 1 - 4 Viktor Skytte (80. min.)

Publiceret 03 October 2019 14:00