Lydia Callesen, der er bosat i Balle, er valgt som ny formand i 3F’s offentlige gruppe. Foto: Niels Aage Skovbo

Lydia Callesen, der er bosat i Balle, er valgt som ny formand i 3F’s offentlige gruppe. Foto: Niels Aage Skovbo

Lydia Callesen ny formand for 3F’s offentlige gruppe

Den tidligere formand for 3F Djursland i spidsen i omegnen af 34.000 3F-medlemmer, der alle arbejder i enten stat, regioner eller kommuner

Af
Lars Norman Thomsen

FAGFORENING Lydia Callesen er valgt som ny formand for den offentlige gruppe i 3F.

Hun afløser den mangeårige formand Ellen K. Lykkegård, der har valgt at gå på pension. Og den nye formand er fuld af lovprisning for det arbejde, hendes forgænger har udført.

”Jeg skal træde i nogle store fodspor,” siger Lydia Callesen, der bor i Balle.

Nu skal den 52-årige stå i spidsen for omkring 34.000 3F-medlemmer, der alle arbejder i enten stat, regioner eller kommuner, der blandt andet tæller rengøringsassistenter, renovationsarbejdere, ansatte i Vej og Park og mange andre faggrupper.

”Offentligt ansatte er udsat for store besparelser, og der er ingen tvivl om, at vi har et stort stykke arbejde foran os. Heldigvis har vi en gruppe ekstremt dedikerede tillidsvalgte og medlemmer, og jeg ser frem til at være deres talerør i kampen for at sikre ordentlige vilkår,” siger Lydia Callesen.

Kamp mod udlicitering

I første omgang vil Lydia Callesen holde den varme linje til politikerne og synliggøre 3F’ernes arbejde for beslutningstagerne. Det er et led i kampen mod udlicitering og besparelser på det offentlige område. Den første virkelig store opgave bliver at tage fat på overenskomstforhandlingerne i 2021.

Lydia Callesen var formand for 3F Djursland fra 2009 og frem til 31. marts 2018, hvor hun på generalforsamlingen blev afløst af den daværende næstformand Joan Brøgger.

Lyida Callesen startede dagen efter i et nyt job som forhandlingssekretær i Den Offentlige Gruppe i 3F Forbundshuset, København.

Her fortsætter hun med at arbejde ugens fem hverdage, men nu som formand. Weekenden tilbringer hun i Balle.

FAKTA

Lydia Callesen – blå bog:

Faglig karriere:

  • Før 3F: Har været ansat i rengøringsjob, stået i butik og har været ansat i PostDanmark i ni år. Er oprindeligt uddannet kosmetolog.
  • 2007: Valgt som faglig sekretær i 3F Djursland
  • 2009: Formand for 3F Djursland
  • 2016: Valgt som forhandlingssekretær (med tiltrædelse i 2018)
  • 2018: Næstformand for 3F’s offentlige gruppe
  • 2018: Akademiuddannelse i ledelse

Mærkesager:

  • At kæmpe imod udlicitering og at gøre 3F’erne synlige i politikernes verden

Privat:

  • Lydia Frydendal Callesen er født i 1967 i Frøslev Sønderjylland. Selvom hun har sin daglige gang i 3F’s forbundshus i København, er hun bosat på Djursland, men lejer en pendlerlejlighed i København. Hun er gift og har tre voksne børn

Publiceret 30 September 2019 11:15