Thomas Dalgaard, 35, har scoret et hav af mål i sin karriere. Den læreruddannede Dalgaard har været vidt omkring - danske klubber, Tyrkiet og Holland - nu trapper han ned hos Silkeborg KFUM i Danmarksserien, og lørdag scorede han tre mål på HSM Arena. Foto: Silkeborg KFUM

Thomas Dalgaard, 35, har scoret et hav af mål i sin karriere. Den læreruddannede Dalgaard har været vidt omkring - danske klubber, Tyrkiet og Holland - nu trapper han ned hos Silkeborg KFUM i Danmarksserien, og lørdag scorede han tre mål på HSM Arena. Foto: Silkeborg KFUM

Danmarksserien: Måltyven “Lazy Boy” satte FC Djursland til vægs

Silkeborg KFUM slog FC Djursland 4-2 i en tæt kamp, da goalgetteren Thomas Dalgaard afgjorde kampen med tre scoringer

Af
Martin Schultz

I en tæt og især i 2. halvleg spændende kamp var FC Djursland tæt på at få point ud af mødet med et af Danmarksseriens storsatsende hold, men tabte alligevel med 4-2 efter en sen scoring af kampens dominerende spiller, Silkeborg KFUM’s skarpskytte Thomas Dalgaard med en fortid som superligatopscorer og udenlandsprof i Tyrkiet og Holland.

“Vi havde gode muligheder for at udligne til 2-2 og ikke mindst til 3-3, og Silkeborg KFUM var maksimalt presset. Men da vi til sidst sendte Emil Bjerre Busk med frem for at lægge det ekstra tryk, så smuttede Thomas Dalgaard afsted og lukkede kampen med en scoring til 4-2,” fortæller FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.

Silkeborg KFUM har store ambitioner og har blandt andet ansat den tidligere superligatræner Ove Christensen som sportschef. I spillertruppen er der fire-fem spillere med mange superliga- og divisionskampe i benene, og ikke mindst de to offensivspillere Thomas Dalgaard og Nicolai Johansen gjorde rigtig ondt på de unge FC Djursland-spillere. Randers FC’s cheftræner Colin Todd kaldte i sin tid Thomas Dalgaard for “Lazy Boy”, fordi han ikke altid arbejdede hårdt nok i front, men på HSM Arena viste Dalgaard i lørdags, at målnæsen stadig er intakt.

“Hvis man ikke er skarp, så får spillere som Thomas Dalgaard og Nicolai Johansen på DS-niveau ekstraordinære muligheder for at vise sig frem - og det kom til at gøre ondt på den her flok unge knægte fra Grenaa,” siger Robert Sørensen.

“Vi havde i vores taktiske oplæg haft fokus på de to spillere og på, at Silkeborg KFUM’s spillere sætter deres spil hurtigt i gang. Og alligevel står vi og snorksover ved Silkeborg KFUM’s anden og tredie scoring. Her er vi stadig for grønne og skal være lidt klogere. Der er plads til forbedringer, selvom drengene arbejdede stenhårdt og vi havde Silkeborg KFUM presset. I bedste fald kunne vi have hentet et 3-3 resultat,” konkluderer Robert Sørensen.

Bagud med 2-0 efter et kvarter

FC Djursland havde mandefald i de bagerste geledder, hvor den spillende assistenttræner Jeppe Juhl Jensen og Rasmus Brasch var ude med skader, og den defensive midtbanespiller Sebastian Bendix Væggemose var på studierejse ti Barcelona. Venstrekanten Christian Rytter Fløjborg måtte lade sig udskifte i halvlegen med en lårskade og blev afløst af den unge angriber Oliver Jensen, som med to scoringer kom til at sætte sit aftryk på kampen.

“Vi startede med en 3-5-2 formation, men gik efter pausen over til 4-2-3-1 formation,” siger Robert Sørensen, som midt i 2. halvleg også skiftede Kristian Alvarez Gertsen ind i stedet for Frederik Laursen og de sidste ti minutter Felipe Soares i stedet for Janus Tranæs Didriksen.

“Vi fik en rigtig lortestart med to scoringer ind os inden for to minutter. I det 14. minut fik Silkeborg KFUM et synes jeg tvivlsomt straffespark, da Thomas Dalgaard brugte sin rutine til at falde helt prof teateragtigt, da Janus Tranæs Didriksen gik til ham bagfra,” fortæller Robert Sørensen. Nicolai Johansen scorede på straffesparket, og kun to minutter senere kom der en hurtig igangsætning.

“Thomas Dalgaard opfattede hurtigt, hvad der skete, og han løb en clearing op på vores banehalvdel, mens vi stod og sov og måske troede, der var offside,” siger Robert Sørensen.

Så FC Djursland var bagud med 2-0 efter godt et kvarter spil i 1. halvleg.

“Silkeborg KFUM var klart bedst de første 20 minutter, men så begyndte vi at finde løsninger og blandt andet brød Søren Koch Østergaard igennem og Nicolaj Jarsmer havde en stor chance,” siger Robert Sørensen.

Tre-fire mand snorksov

“I 2. halvleg var vi klart det bedste hold. Vi sad på Silkeborg KFUM og trykkede dem. Samtidig havde vi gode chancer, og gæsternes målmand Mads Kristian Markfoged måtte hive flere gode redninger frem,” siger Robert Sørensen.

Men FC Djursland måtte frem til det 74. minut, før det lykkedes at reducere gæsternes føring, da Søren Koch Østergaard blev spillet i dybden og lagde bolden ind i hovedet på indskiftede Oliver Jensen.

“Vi havde gode muligheder til at udligne til 2-2, men så stod vi med ti minutter igen og “gravede kartofler”. I alle fald stod tre-fire mand og sov ved et indkast, så Thomas Dalgaard slap fri og scorede til 3-1. Vi satte Felipe Soares ind for at se, om hans gode fod kunne gøre noget. Og kort efter slog han en snorlige aflevering til Oliver Jensen, som reducerede til 3-2. Derefter havde vi kæmpechancer ved Morten Bruun og Nicolaj Jarsmer til at udligne til 3-3, og gæsternes målmand præsterede en mirakelredning. Da vi til sidst sendte Emil Bjerre Busk med frem, stak Thomas Dalgaard af i en omstilling og scorede til slutresultatet 4-2,” siger Robert Sørensen.

“Det var en lige så tæt kamp som de opgør vi havde mod Silkeborg KFUM, da vi rykkede op sammen. Men desværre stod vi og sov i to situationer. Her er der plads til forbedringer,” siger Robert Sørensen.

FC Djursland møder næste lørdag kl. 15.00 VRI på hjemmebane. VRI ligger under FC Djursland i tabellen med 8 point mod djurslændingenes 10 point efter ni spillede kampe.

FAKTA

Danmarksserien, Pulje 4

FC Djursland - Silkeborg KFUM 2 - 4 (0 - 2)

Lørdag 28. september kl. 15.00 på HSM Arena i Grenaa

Målscorere:

  • 0 - 1 Nicolai Johansen (14. min./straf.)
  • 0 - 2 Thomas Dalgaard (16. min.)
  • 1 - 2 Oliver Jensen (74. min.)
  • 1 - 3 Thomas Dalgaard (80. min.9
  • 2 - 3 Oliver Jensen (86. min.)
  • 2 - 4 Thomas Dalgaard (90. min.)

Publiceret 29 September 2019 00:30