Nørre Djurs HK klar til første hjemmekamp i denne sæson. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Nørre Djurs HK klar til første hjemmekamp i denne sæson. Foto: Mikkel Weje Nielsen, PhotoCare Grenaa

Divisionshåndbold: “Brillemanden” skal spille Nørre Djurs HK til sejr i lokalopgør

Den kendte håndbold-DJ vil lørdag fyre godt op under stemningen i “Hulen” i Glesborg til Nørre Djurs HK’s første hjemmebanekamp mod lokalrivalerne fra Randers HH

Af
Martin Schultz

Nørre Djurs HK sætter alle sejl til, når Djurslands håndboldflagskib lørdag kl. 14.00 spiller sæsonens første kamp på hjemmebane mod Randers HH i Nørre Djurshallen i Glesborg.

“Vi har blandt andet fået Poul-Erik “Brillemanden” fra Grenaa til at komme og stå for musikken under kampen,” fortæller Nørre Djurs HK’s faste speaker og musikafvikler Per Pedersen.

Så til kampen mod Randers HH får Per Pedersen selskab på sin ophøjede plads ved speakerbordet i “Hulen” af den kendte håndbold-DJ fra Grenaa, som senest ved VM i herrehåndbold i Boxen i Herning i januar viste sig frem som musikalsk indpisker på højeste niveau.

Poul-Erik Jensen med tilnavnet “Brillemanden” startede med at spille musik til håndboldstævner i Grenaa Idrætscenter, men blev opdaget af Dansk Håndbold Forbund og har derfor siden 2002 været såkaldt musikafvikler og stået for musikken og nogen gange også speak til landskampe og store turneringer med både kvinde- og herrelandsholdet.

På lørdag skal Poul-Erik “Brillemanden” stå for den musikalske stemning omkring og under kampen, mens Per Pedersen som altid står for speak’en med holdpræsentation, målscorere og anden information til publikum.

Larm og trommer i fanzonen

“Hulen” i Glesborg er Nørre Djurs HK’s stemningsfyldte hjemmebane, hvor publikum i den ofte tætpakkede hal nærmest kan overvælde hjemmeholdets modstandere. “Der kan være næsten ‘tyske’ tilstande i “Hulen”,” har divisionsholdets cheftræner Benny Nielsen tidligere sagt til Lokalavisen med henvisning til den stemning, man kan opleve i de håndboldbyer som Flensborg og Kiel.

Og stemningen i Nørre Djurshallen kommer garanteret på kogepunktet med “Brillemanden” ved mixerpulten, når spillerne fra Nørre Djurs HK og Randers HH løber på banen ved et festligt indløb. I fanzonen i hallens ene hjørne vil børn og unge sammen med voksne spille på trommer og larme, og desuden bliver publikum udstyret med “papklappere” til at bakke hjemmeholdet op med.

Som en særlig aktivitet vil der være amerikansk lotteri og salg af kage og kaffe til fordel for velgørende arbejde i Børnefonden CoolUnite. I øjeblikket superdyster PhotoCare Grenaa mod fem andre virksomheder i Superdysten 2019, hvor det gælder om at samle så mange penge ind som muligt til støtte af sårbare, sygdomsramte og udsatte børn.

Randers HH stiller med et ungt hold

Nørre Djurs HK indledte efterårssæsonen fredag aften i Klaruphallen syd for Aalborg med at slå Nøvling IF med 24-21 efter en nervepirrende afslutning. Nørre Djurs HK førte med fire mål ved pausen, men blev hentet af hjemmeholdet i 2. halvleg og kom bagud med 19-17. Det blev 21-21 inden Nørre Djurs HK hentede sejren ved at score kampens sidste tre mål, mens holdets keeper Kasper Kolstrup Møller med en stor præstation lukkede helt af for Nøvling IF’s skytter.

Randers HH er nedrykker fra 1. Division og tabte sæsonens første kamp med 29-26 til Aars HK. Holdet er under genrejsning efter en sportslig og økonomisk nedtur. Ligesom kvindernes ligahold Randers HK er Randers HH et overbygningshold i samarbejde mellem byens håndboldklubber. Men herrerholdet har altid stået i skyggen af Randers HK, og i sidste sæson gik det helt galt for herrerne.

“Randers HH kører videre med nogle få seniorspillere fra sidste sæson, men bygger ellers holdet op omkring klubbens talentfulde U19 ligahold. Så vi ved ikke, hvad Randers HH stiller med, men det bliver et ungt hold. Det er til gengæld talentfulde unge spillere, som griber chancen og sikkert bare kører på. Over en hel kamp mener jeg dog, at vi med vores rutine og vores fysik skal kunne slå dem,” siger Nørre Djurs HK’s spillende sportschef Nicolaj Danefeld Hansen om lørdagens modstander.

Som altid er der gratis adgang til håndboldkampene i Nørre Djurshallen, også med divisionsholdet. Dørene åbnes en time før kampstart, og efter 2. Divisionskampen spiller først Nørre Djurs HK’s U15 ligahold mod Todbjerg-Mejlby IF Håndbold. Nørre Djurs HK’s kvinder i Serie 1 slutter eftermiddagen med et lokalopgør mod Nørager B.

Publiceret 27 September 2019 05:00