Poul Nowack, indehaver af Memory Lane Rockmuseum, kan skrive under på ordene i Peter Bellis signatursang 'Rock’N’Roll, Jeg Gav Dig Mine Aller Bedste År'. Foto: Lars Norman Thomsen

Poul Nowack, indehaver af Memory Lane Rockmuseum, kan skrive under på ordene i Peter Bellis signatursang 'Rock’N’Roll, Jeg Gav Dig Mine Aller Bedste År'. Foto: Lars Norman Thomsen

Vores år: Rockmuseum har snart fem år på bagen

Memory Lane Rockmuseum kan tirsdag 1. oktober 2019 fejre 5 års fødselsdag, og flere og flere har opdaget det fine museum, fortæller indehaver Poul Nowack

Af
Lars Norman Thomsen

FUGLSØ Hvis du er interesseret i pop- og rockmusikkens historie, har du selvfølgelig været forbi Memory Lane Rockmuseum på Fuglsøcentret? Hvis ikke, er det en fejl i din opdragelse.

Museet har fokus på musik- og ungdomsliv fra 1950'erne og til vores egen moderne tider. Museet emmer af kærlighed til rock- og pophistorien, og det har udøverne, kunstnerne og musikerne, også bemærket eller hørt i deres netværk.

Det fine museum kan tirsdag 1. oktober 2019 fejre 5 års fødselsdag.

På fødselsdagen vil museets ejer, Poul Nowack, selv være til stede på museet fra kl. 12-17, med rundvisninger, info om den kommende særudstilling om The Beatles, konkurrencer om bl.a. koncertbilletter til Fuglsøcentret og en lille særlig overraskelse.

"Museet har været gennem en rivende udvikling og råder nu over 520 m2. Derfor kan vi nu vise flere skiftende tema- og særudstillinger, og der er blevet plads til flere af de mange fine genstands-donationer som museet løbende modtager," fortæller Poul Nowack, Djurslands fremmeste rockarkæolog med bopæl i Grenaa.

Han glæder sig over, at flere og flere lægger vejen forbi museet 'Der i bjergene på Mols', som Poul Krebs så smukt har besunget i sangen af samme navn, hvor "(...) sommeren er særlig/Under stjernerne på Mols."

’Besøgstallet er her i juli og august steget med ca. 30 procent i forhold til de sidste år, og de besøgende kommer fra hele Danmark samt en del ferieturister fra udlandet," lyder det fra en tilfreds Poul Nowack.

Museumsentreen er som altid 50 kroner, og billetter købes i Fuglsøcentrets reception.

Debut som sangskriver

Poul Nowack kan i øvrigt snart skrive sangskriver på sit cv. Han debuterer inden længe med sangen ’Så dig ved et pigtrådsbal’, som handler om en ’pigtrådsmusiker’ der ser tilbage på oplevelser i 1960'erne med Elvis, Cliff og The Beatles i radioen, pigtrådsballer, band-oplevelser og forelskelser.

"Sangen er også en hyldestsang til The Beatles og gruppens betydning," siger Poul Nowack.

"Det er første gang, jeg har skrevet en dansk sangtekst, men jeg har tidligere skrevet fire tekster på engelsk og lavet musik til nogle af de bands jeg har spillet i’, fortæller Poul Nowack, der i 1960'erne gjorde sig i Herning-bandet The Candy Men.

Musikken til den nye sang, er skrevet af multimusikeren, Ole Steen Nielsen, med en fortid som single guitarist i Sir Henry, mens Tommy Seebach spillede med gruppen.

Ole Steen Nielsen blev i øvrigt senere afløst i Sir Henry af Claus Asmussen, der senere overtog førsteguitaren i Shu-bi-dua.

"Jeg har da fået lyst til at skrive flere sange på dansk, og er faktisk i gang med en tekst om et helt andet emne," afslører Poul Nowack.

’Pigtrådssangen’ udkommer ca. 1. oktober 2019 på både en fysisk cd og via ITunes, Spotify mv.

Publiceret 26 September 2019 19:00