Magnus Glinvad Kristensen (tv) og Christian Lintrup sikrede med hver et mål tre point til Vivild IF i kampen mod Helsted Fremad IF. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Magnus Glinvad Kristensen (tv) og Christian Lintrup sikrede med hver et mål tre point til Vivild IF i kampen mod Helsted Fremad IF. Foto: Kurt Enevoldsen, Team Vivild

Seriefodbold: Magnus Glinvads kanon bag vigtig sejr til Vivild IF

Christian Lintrup og Magnus Glinvad Kristensen scorede målene i Vivild IF’s 2-1 sejr over Helsted Fremad IF i Serie 1

Af
Martin Schultz

Med fire point ud af seks mulige i to kampe indenfor fire dag mod Helsted Fremad IF fik Vivild IF tiltrængt luft til bunden i den meget jævnbyrdige pulje 7 i Serie 1. Kun topholdet ASA Aarhus er tilsyneladende stukket af, men med de sidste dages pointhøst har Vivild IF lagt sig på en andenplads i rækken, mens modstanderen Helsted Fremad IF blev parkeret på næstsidstepladsen under nedrykningsstregen.

Det første opgør blev spillet lørdag aftermiddag på Langhøj Idrætscenter, og her sikrede Sebastian Stær Vivild IF det ene point med en scoring til 1-1 i begyndelsen af 2. halvleg.

Men tirsdag aften slap gæsterne fra Vivild fra kunstgræsbanen Quickpot Park Helsted med alle tre point i returopgøret efter lørdagens skuffende indsats, som gav Vivild et lidt ufortjent point.

Helsted Fremad IF kom foran med 1-0 fem minutter før pausen, men i 2. halvleg scorede Christian Lintrup og Magnus Glinvad Kristensen hver et mål til en samlet 2-1 sejr til Vivild IF.

Vivild IF kiggede sejren hjem

Vivild IF startede tirsdagens kamp bedst og pressede Helsted Fremad IF højt på på banen.

“Vi skabte vel 2-3 halvstore chancer, som burde have givet udbytte, men ind ville bolden ikke. Helsted Fremad IF havde ingen chancer, men fik en hulens masse dødbolde som hjørnespark, frispark og lange indkast. Det var også ved et langt indkast, at Helsted Fremad IF noget ufortjent bragte sig foran fem minutter før pausen,” fortæller Michael Blom.

“Vi fik dog samlet stumperne i pausen og aftalte, at vi skulle fortsætte med at klø på. Efter 60 minutter røg Jimmi Hansen flot igennem i højre side. Hans indlæg fandt Christian Lintrup, som fik skubbet bolden ind over linjen. Efter 70 minutter tog Magnus Glinvad Kristensen sagen i egen hånd, da han efter et par træk fyrede kanonen af fra 25 meter. Bolden drønede i mål ude ved stolpen. Herefter krigede vi sejren hjem. Jeg er stolt over drengene, da de reelt holdt Helsted Fremad IF væk fra store chancer i kampen. De havde kun en masse dødbolde, som vi flot afviste,” fortæller Michael Blom.

Lasse Pedersen sikrede det ene point

Til gengæld var Vivild IF heldig med at få point ud af lørdagens uafgjorte opgør på hjemmebane.

“Vi spillede en skuffende kamp, som var lige til glemmebogen. Vi må prise os lykkelige over, at vores målmand Lasse Pedersen havde fået det rigtige ben ud af sengen. Lasse reddede vel 5-6 oplagte scoringstilbud til Helsted Fremad IF,” fortæller Michael Blom.

“Det eneste mål Helsted Fremad IF lavede i lørdags, var ovenikøbet en foræring af os, da Lasse Pedersen og Benjamin Benzon ikke fik snakket ordentligt sammen. Benjamin headede fra kort afstand tilbage til Lasse, som mistede bolden, og en fri Helsted angriber kunne score sæsonens letteste mål,” mener Michael Blom.

Men heldigvis for hjemmeholdet fik Sebastian Stær udlignet midt i 2. halvleg, da han blev spillet fri fra midten og fra 25 meter lobbede bolden over Helsted Fremad IF’s keeper, som var kommet lidt på skovtur.

Helsted Fremad IF havde efterfølgende store chancer til at afgøre kampen. Men Vivild IF’s målmand Lasse Pedersen reddede sit hold denne lørdag.

Vivild IF skal i kamp igen søndag kl. 14.00, når holdet på Ørum Stadion i Tjele møder rækkens bundprop Foulum IF, som ikke har hentet et eneste point i sæsonens foreløbig otte spillede kampe.

FAKTA

Serie 1, Pulje 7

Helsted Fremad - Vivild IF 1 - 2 (1 - 0)

Tirsdag 24. september kl. 19.30 på QuickPot Park Helsted

Målscorere:

  • 1 - 0 Simon Snog (40. min.)
  • 1 - 1 Christian Lintrup (60. min.)
  • 1 - 2 Magnus Glinvad Kristensen (70. min.)

Vivild IF - Helsted Fremad IF 1 - 1 (0 - 1)

Lørdag 21. september kl.13.30 på Langhøj Idrætscenter i Vivild

Målscorere:

  • 0 - 1 Helsted Fremad IF (14. min.)
  • 1 - 1 Sebastian Stær (53. min.)

Publiceret 25 September 2019 22:00