Kristoffer Petersen (tv.) har ikke længere tiden til divisionshåndbold, men det har Kasper Kolstrup Møller (th.), og han brillerede med mange klasseredninger i sæsondebuten mod Nøvling. Arkivfoto: Martin Schultz

Kristoffer Petersen (tv.) har ikke længere tiden til divisionshåndbold, men det har Kasper Kolstrup Møller (th.), og han brillerede med mange klasseredninger i sæsondebuten mod Nøvling. Arkivfoto: Martin Schultz

Divisionshåndbold: “Store Møller” sikrede premieresejr til Nørre Djurs HK

Målmand Kasper Kolstrup Møller var den afgørende spiller, da Nørre Djurs HK fredag aften vandt sæsonpremieren i 2. Division med 24 - 21 over Nøvling IF

Af
Martin Schultz

Med næsten 20 redninger i løbet af kampen var målmand Kasper Kolstrup Møller den helt afgørende spiller, da Nørre Djurs HK fredag aften tog hul på den nye håndboldsæson med en sejr på 24 - 21 over Nøvling IF i Klaruphallen syd for Aalborg. Ved pausen førte gæsterne fra Norddjursland med 13-9, men hvad der lignede en forventelig sejr, blev vendt helt på hovedet i 2. halvleg, da Nøvling IF hentede gæsternes forspring og med 12 minutter igen var foran med 19-17.

“Men da viste Kasper Kolstrup Møller klassen og reddede os i de afgørende situationer. I de sidste ti minutter havde Kasper flere redninger på helt frie afslutninger. Da der manglede seks minutter var stillingen 21-21, og så scorede vi de sidste tre mål til sejren på 24-21 uden at Nøvling IF kunne svare igen,” fortæller assistenttræner Jan Mathiesen om Nørre Djurs HK’s sejr.

Nørre Djurs HK har i denne sæson sagt farvel til målmand Kristoffer Petersen, som ikke længere kan afse tiden til håndbold på divisionsniveau. I stedet har Nørre Djurs HK fået tilgang af en anden ung og talentfuld målmand, Magnus Møller-Sørensen, med en fortid med divisionshåndbold i Skive fH.

Men i sæsonpremieren var der på nær et enkelt straffekast fuld spilletid til rutinerede Kasper Kolstrup Møller, som kvitterede for tilliden med en helstøbt præstation, hvor han hev de kampafgørende redninger frem, da kampen stod og vippede i de sidste ti minutter.

Nøvling IF vendte kampen på hovedet

Nørre Djurs HK stillede i stærkeste opstilling på nær stregspilleren Rasmus Dalsgaard Lund, som var ude med en skade i premierekampen. Der var således turneringsdebut til holdtes nye spillere: playmaker Mike Paulsen, stregspiller Lasse Kristoffersen og målmand Magnus Møller Sørensen.

“Nøvling IF er et stærkt hold, men vi kom godt i gang og spillede en fin 1. halvleg,” fortæller assistenttræner Jan Mathiesen.

Nørre Djurs HK var foran med både 3-0 og 7-4 og holdt en føring på fire mål ved pausen.

“Vi lavede i slutningen af halvlegen to unødvendige fejl, som kostede to mål, så i bedste fald kunne vi være gået til pause med en føring på 13-7,” siger Jan Mathiesen om pausestillingen 13-9.

“Vi var i pausen enige om at sætte tempoet et nøk op, men i stede begyndte vi at lave fejl. Vi afsluttede ikke godt nok og for hurtigt, og derfor gjorde vi Nøvling IF’s målmand alt for god. Efter ti minutters spil i 2. halvleg havde Nøvling IF hentet os, og stillingen var 16-16. Efter 18 minutters spil var kampen vendt helt på hovedet og vi var bagud med 19-17,” fortæller Jan Mathiesen.

Lokalopgør mod Randers HH lørdag

Det taktiske modtræk i slutfasen var at gå over til et mere offensivt 5-1 forsvar. Mathias Nymark Rasmussen med de hurtige fødder blev sat frem for at dæmme op for hjemmeholdets gode krydsspil, og det træk stressede Nøvling IF’s angrebsspil.

“Vi viste, at vi kan holde hovedet koldt i den pressede situation, hvor vi var kommet bagud med mindre end 10 minutter igen. Vi troede på at vi kunne vinde, selvom vi var bagud,” siger Jan Mathiesen. Han mener, at den indhøstede rutine fra sidste sæson og den forøgede træningsmængde i optakten gjorde udslaget, da det virkelig gjaldt i premieren mod Nøvling IF. Og så selvfølgelig, at målmand Kasper Kolstrup Møller leverede de kampafgørende redninger, da Nørre Djurs HK i slutminutterne trak fra 21-21 til 24-21.

“Kasper Kolstrup Møller skal fremhæves for sin præstation, men ellers var det i høj grad en holdpræstation, at vi vandt over Nøvling IF,” slutter assistenttræner Jan Mathiesen.

Lørdag aftermiddag kl. 14.00 spiller Nørre Djurs HK sin første hjemmekamp i “Hulen” i Nørre Djurshallen, når nedrykkerne fra Randers HH kommer på besøg i noget af det nærmeste man kommer et lokalopgør i denne sæson. Randers HH tabte sin første kamp med 29-26 til Aars HK.

FAKTA

2. Division, pulje 1

Nøvling IF - Nørre Djurs HK 21 - 24 (9 - 13)

Fredag 20. september kl. 19.10 i Klaruphallen i Klarup

Målscorere:

Simon Søgaard Jensen, 6 mål

Rasmus Secher Eldrup, 3 mål

Henrik Storm Pedersen, 3 mål

Mike Paulsen, 3 mål

Nicolaj Danefeld Hansen, 3 mål

Simon Østergaard, 3 mål

Mikkel Milling, 1 mål

Nikolaj Moll Larsen, 1 mål

Mathias Nymark Rasmussen, 1 mål

Publiceret 23 September 2019 13:16