Tom Jespersen, forstander på Produktionshøjskolen Djursland siden august 2015, bliver ikke en del af FGU Østjylland. Foto: Lars Norman Thomsen

Tom Jespersen, forstander på Produktionshøjskolen Djursland siden august 2015, bliver ikke en del af FGU Østjylland. Foto: Lars Norman Thomsen

Produktionshøjskole: Forstander er stoppet

Tom Jespersen, forstander på Produktionshøjskolen Djursland i Ryomgård, siden 1. august 2015 er fortid på skolen, erfarer Lokalavisen

Af
Lars Norman Thomsen

Tiden for Produktionshøjskolen Djursland i Ryomgård rindede med udgangen af juli måned i år. Dog således, at de elever, som har påbegyndt en uddannelse, gør den færdig.

Fra 1. august 2019 genopstod skolen i Ryomgård som en såkaldt FGU-skole. FGU er en forkortelse for Forberedende Grunduddannelse.

Den Forberedende Grunduddannelse er hovedvejen for de unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsesforløb for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.

"Den nye uddannelse er målrettet de 15-25-årige, som ikke er i job, ikke har en uddannelse eller er i gang med at tage én," forklarede daværende forstander på Produktionshøjskolen Djursland, Tom Jespersen i juli 2019.

Tom Jespersen, der bor i Bønnerup Strand, er imidlertid ikke længere engageret i foretagendet.

Han stoppede for ti dage siden, fik Lokalavisen oplyst ved en opringning til skolen i Ryomgård.

Der er med baggrund i den nye lov etableret et kommunalt samarbejde, således at de tidligere produktionsskoler i Grenaa, Ryomgård, Randers og Favrskov, alle fortsætter i det nye regi under fællesnavnet FGU Østjylland. Administrationen er samlet i en fælles enhed for alle skoler, der har base i Randers. Kim Kabat, 55, cand.psych. fra Københavns Universitet med speciale i pædagogisk psykologi samt master i organisationspsykologi fra RUC, startede ved årsskiftet som direktør for FGU Østjylland.

Det er ikke lykkedes Lokalavisen at træffe Tom Jespersen for en kommentar.

Publiceret 27 August 2019 14:15