Hårde hunde i Venstre har kig på Britt Bagers post som politisk ordfører. Hvem der får posten afgøres på et gruppemøde i Venstre mandag. Arkivfoto

Hårde hunde i Venstre har kig på Britt Bagers post som politisk ordfører. Hvem der får posten afgøres på et gruppemøde i Venstre mandag. Arkivfoto

Afgørende uge for Venstre og Britt Bager

Når Venstres nye folketingsgruppe mandag stævner sammen for første gang efter sommerferien, er første punkt på dagsordenen valg af gruppeledelse

Af
Lars Norman Thomsen

Det var en overraskelse for de fleste politiske iagttagere, at det lokale folketingsmedlem Britt Bager i maj 2018, godt et år før næste folketingsvalg, fik overdraget posten som politisk ordfører.

Det skete i forbindelse med en ministerrokade, hvor daværende politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen blev udpeget som ny miljø- og fødevaremister.

Valget af Britt Bager som politisk ordfører var naturligvis clearet med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Sammen med den ligeledes nyvalgte gruppeformand Karen Ellemann fik Britt Bager til hovedopgave at bugsere Venstre mere end godt i mål til både valget til EU Parlamentet til Folketingsvalget 5. juni.

En opgave, som blev løst og som ikke gav ridser i lakken hos hverken Ellemann eller Bager. Tværtimod har det give masser af plusser i den forhenværende statsministers bog, og han er jo altså fortsat formand for Venstre, men spørgsmålet er hvor længe?

Hva' nu?

Britt Bager har ikke, forud for mandagens møde, tilkendegivet, om hun går efter at fortsætte som politisk ordfører.

Missionen ser vanskelig ud, fordi Venstre med tabet af regeringsmagten til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har fået en række ambitiøse ministre tilbage i gruppen, der har en interesse i at komme så tæt på magtens centrum i Venstre som muligt.

Magtkampen Lars Løkke Rasmussen - Kristian Jensen spøger i høj grad fortsat, men i betragtning af, at der endnu ikke er faldet et internationalt topjob ned i den tidligere statsministers turban, er kampen om formandsposten indtil videre stillet i bero.

Det vil mandagens gruppemøde også afspejle.

Derfor kunne en mindelig overgangsløsning sagtens blive Jakob Ellemann-Jensen som politisk ordfører og Kristian Jensen som gruppeformand.

Begge helt fremme i front, når en arvtager til Løkke Rasmussens formandspost skal vælges.

Hvis det ender med at blive den salomoniske løsning nu og her, må Britt Bager vente med at få afklaret sin fremtidige rolle i Venstre til det partiets sommergruppemøde, der begynder torsdag 8. august og slutter søndag 11. august.

Her fordeles partiets ordførerskaber i den kommende folketingsperiode.

Publiceret 04 August 2019 10:16

Borgerne høres om affaldsplanen

djursland De to kommuner på Djursland satser, i en ny affaldsplan, på mindre affald til forbrænding og mere affald til direkte forbrænding.

Affaldsplanen er i offentlig høring til og med 19. april, og man kan se planen på Reno Djurs' hjemmeside, hvor man også enkelt kan komme med sine kommentarer. Her skal man blot opgive navn og adresse og skrive sin mening, som andre kan se på siden og lade sig inspirere af.

På hjemmesiden er der en kort præsentation af de 12 temaer, affaldsplanen er bygget på. Her kan man få et hurtigt overblik.

Der er også mulighed for at dykke længere ned i de enkelte emner og at hente hele forslaget til affaldsplan.

Ønsker man at komme med et længere høringssvar, kan man sende det på mail til kommunerne eller Reno Djurs.

Inspirationsaften

Kommunerne og Reno Djurs inviterer også til inspirationsaften, hvor man kan fordybe sig i et eller flere af de 12 temaer i affaldsplanen. Den holdes torsdag 12. marts kl. 19-21 hos Reno Djurs i Balle. Tilmelding er nødvendig

"Inspirationsaftenen er for de nysgerrige og videbegærlige, som gerne vil et spadestik dybere. Formålet er at klæde interesserede godt på til at indlevere et høringssvar eller bare at gøre dem endnu klogere på affald og genanvendelse," siger Reno Djurs' direktør Morten Therkildsen.

-vik