Karen og Ivan Andersen har i deres museum flere afdelinger med henholdsvis flint, ældre husgeråd og møbler, landbrugsredskaber samt en skolestue. Foto: Anette Bonde.

Karen og Ivan Andersen har i deres museum flere afdelinger med henholdsvis flint, ældre husgeråd og møbler, landbrugsredskaber samt en skolestue. Foto: Anette Bonde.

Flintsmeden har lavet tusindvis af flintredskaber

Karen og Ivan Andersen, Bjødstrup, har drevet museet 'Flintsmeden på Mols' i 25 år. Ivan Andersen har selv 45 års jubilæum som flintsmed

Af
Anette Bonde

sommer Det er sommersæsonens første åbningsdag hos Flintsmeden på Mols, og denne tirsdag eftermiddag 25. juni har der allerede været gæster fra Tyskland, Sverige og Norge. Familien fra Norge er her stadig. De har været lidt rundt og kigge, og nu sidder de i skolestuen og lytter til flintsmeden Ivan Andersen fortælle om flint som materiale og hvad man kan lave af det.

45 år med flint

Ivan Andersen kan sit kram, og han er vant til at formidle sin viden. Han har lavet flintredskaber i 45 år og sammen med sin hustru Karen fejrer han både dette jubilæum og de 25 år, som deres fælles museum runder, Flintsmeden på Mols. Det sker på lørdag 29. juni klokken 12 - 16 i museet på Hundshøjevej i Bjødstrup.

"Flintredskaber handler om måden at bearbejde stenen på. Når man finder ud af hvordan, er det ganske nemt," smiler Ivan Andersen.

I museet har parret indrettet et museum med flere afdelinger. Der er én for flint, en afdeling med nyere redskaber, møbler og husgeråd to-tre generationer tilbage, en afdeling med landbrugsredskaber samt en skolestue.

De har åbent hver sommer, og altid med et par sær-arrangementer i form af Åbent Søndage, hvor de inviterer nogle af deres kunsthåndværker-venner til at komme og være med til at udstille. Her myldrer folk til, oftest med 200 -300 gæster på en dag.

I år er den faste åbningstid hver tirsdag og onsdag eftermiddag klokken 12 - 16 indtil medio august. De to Åbent Søndage er 21. og 28. juli.

Skoleelever på besøg

I sit arbejde efterligner Ivan Andersen stenalderens redskaber, og han har lavet massevis af økser, flækker, pilespidser, bor, knive, stikler og andet småværktøj.

I den hyggelige skolestue med pulte, udstilling og arbejdssted for flintsmeden har cirka 5000 skoleelever i tidens løb været på besøg, og hver eneste af dem har fået et flint-minde med sig derfra. Ivan Andersen har til hver elev lavet et modul, som denne så har arbejdet videre med.

Der har skullet samles en del flint, men omgivelserne er heldigvis gode for en flintsmed.

"Vi bor nok lige midt i en stenalderboplads. Vi kan gå ud og nogenlunde nemt finde små afslag, og længere nede ad vejen har vi da også fundet forskellige ting."

Tidligere kørte de også ud på skolerne og fortalte om stenalderens redskaber. Andre museer har også haft bud efter dem til særlige arrangementer, blandt andet Moesgaard Museum, Ertebølle Museum og Randers Museum.

Konverteret til granit

For seks år siden blev Ivan Andersen optaget af at arbejde med granit, og det er blevet den primære hobby for ham.

"Jeg er konverteret til granit," siger han med et lunt smil.

Flint arbejder han nu kun med om sommeren, mens granit er hele året rundt.

FAKTA

Jubilæum

Lørdag 29. juni klokken 12 - 16 markeres to jubilæer hos 'Flintsmeden på Mols', nemlig museets 25 års jubilæum og Ivan Andersens 45 års jubilæum som flintsmed.

Der er åbent hus med kaffe, kage, pindemadder og en dram ved navn Flintsmedens Urtedram. Ifølge Ivan Andersen er den lavet på flintsten, egeknopper, honning og karamelliserede æbler.

Publiceret 04 July 2019 13:30