Skødshoved på vej i havn i Nappedam Lystbådehavn, og også denne gang var der kig til sæler. Pressefoto.

Skødshoved på vej i havn i Nappedam Lystbådehavn, og også denne gang var der kig til sæler. Pressefoto.

Det gamle paketskib er blevet en turistattraktion

Nationalparkskibet Skødshoved, der engang sejlede med fragt mellem Ebeltoft og Aarhus, er i dag en attraktion for turister

sommer Veteranskibet Skødshoved er igen i år en del af Nationalpark Mols Bjerges sommeroplevelser. Der er både dag- og aftenture i skolernes sommerferie, hvor man kan opleve den ganske særlige hygge på det gamle træskib.

"Nyd også det bakkede istidslandskab fra vandsiden. Du kan stå ved rælingen og fotografere, eller du kan sætte dig på lukafets tag og mærke vandets krusninger, dufte havet, tage udsigten ind og nyde livet. Sejlturen foregår i en duft af havvand, tjære og træværk, og imens fortæller nationalparkguiden om, hvad I ser og kan opleve i nationalparken," hedder det i en pressemeddelelse fra nationalpark Mols Bjerge.

Stille vig, sæl og by

Man kan vælge mellem to forskellige ture.

Den ene afgår fra Fiskerihavnen i Ebeltoft og sætter kursen ud i vigen. Herfra har man en enestående udsigt over byen fra en helt ny vinkel. Man kan også vælge sælsafarituren med afgang fra Nappedam Bådehavn. Der er næsten garanti for at se sæler, der hviler sig på stenene ved revet mellem Kalø Slotsruin og Lumskebugten.

Man ser også slotsruinen fra søsiden, og får et indtryk af, hvor uindtagelig den gamle middelalderborg var for fjenden.

Er 100 år siden

Skødshoved er Danmarks allersidste paketskib.

Det blev bygget som paketskib i 1907 og sejlede mellem Mols og Aarhus indtil Første Verdenskrig. Efter krigen blev det igen indsat som paketskib.

De gamle paketskibe havde en stor betydning for samfærdslen, da vejnettet ikke var nær så udbygget som i dag. Skibene sejlede med passagerer og gods fra by til land og på tværs af landsdele.

Siden 1990’erne har foreningen Skødshoveds Venner overtaget driften af skibet og står nu i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge for al sommersejlads i nationalparken.

Der sejles fra Ebeltoft tirsdag, onsdag og torsdag i ulige uger og fra Nappedam Bådehavn i lige uger. Alle ture varer halvanden time.

Publiceret 21 June 2019 10:00