Mathias Sauer er tilbage i AGF, som storebror Nikolaj er det. Begge brødre startede deres fodboldtid i TRIF. Foto: AGF

Mathias Sauer er tilbage i AGF, som storebror Nikolaj er det. Begge brødre startede deres fodboldtid i TRIF. Foto: AGF

Endnu en Sauer på kontrakt i AGF

15-årige Mathias Sauer er tilbage på Fredensvang i Aarhus og følger dermed i fodsporet på storebror Nikolaj. Brødrene har en ungdomsfortid i TRIF

Af
Lars Norman Thomsen

RØNDE Den tidligere ungdomsspiller i TRIF, Mathias Sauer, 15, har underskrevet en treårig kontrakt med AGF.

Dermed er begge Sauer brødrene på kontrakt i AGF. Storebror Nikolaj Sauer skiftede også forleden Silkeborg ud med AGF, som vi kunne fortælle i Adresseavisen.

Samme tur: TRIF - AGF - Silkeborg - AGF - har begge brødre taget.

Mathias Sauer skal gå på skole i Aarhus et i ESA forløb, hvor skole og fodbold vægtes i et omfang, der gør det muligt at klare begge dele på bedst mulige vilkår.

Lillebror Sauer skal snart deltage i en DBU samling, hvor man samler de bedste spillere på årgangen med henblik på det kommende U16 landshold.

Med i U17-truppen

Mathias Sauer er offensiv midtbanespiller og hos AGF kommer han med i U17-truppen efter sommerferien.

"Jeg havde flere muligheder, men valget er faldet på AGF, da jeg havde en stor lyst til at spille i Aarhus, hvor jeg også skal gå i skole. Og så ser jeg også frem til at træne og udvikle mig under Dennis Ramonn," udtaler Mathias Sauer til AGFs hjemmeside.

Og glæden er gensidig hos AGF's U17-træner, Dennis Ramonn Olsen.

"Jeg er meget glad for, at vi nu kan tilknytte Mathias. Han er en dygtig, kreativ, offensiv spiller, som får produkt på sine ting. Han bidrager med mål og assists, og agerer bindeled mellem midtbanen og angrebet. Ja, generelt er han bare en rigtig dygtig fodboldspiller," udtaler Dennis Ramonn Olsen til AGFs hjemmeside.

Dennis Ramonn Olsen ser Mathias Sauer som centralt ankerpunkt på midtbanen:

"Han er et offensivt, venstrebenet omdrejningspunkt, og jeg tror, at han på sigt kan udvikle sig til en centralt placeret offensiv profil."

Publiceret 13 June 2019 10:46