Hele anlægget har fået en make-over og åbner igen 8. juni. Pressefoto

Hele anlægget har fået en make-over og åbner igen 8. juni. Pressefoto

En tur i Kolinds bølger

Det nyrenoverede Kolind Svømmebad slår i pinsen dørene op til en ny sæson

KOLIND Der er mange, der håber på en varm og solrig sommer - ikke mindst i Kolind, hvor de frivillige kræfter omkring svømmebadet er ved at sætte skik på faciliteterne, så der igen kan svømmes, leges, motioneres og undervises i Kolind Svømmebad på Bugtrupvej.

Lørdag 8. juni bliver første åbningsdag i år, og traditionen tro vil det være med fri entré i anledning af sæsonstart. Allerede mandag 10. juni, 2. pinsedag, er svømmebadet ramme om Kolind Sommerfest med traditionsrige aktiviteter som beachhåndbold, grillhygge og i år 'Den Store Bagedyst'.

Make-over til anlægget

Syddjurs Kommune tog sidste år initiativ til en gennemgribende renovering af svømmebadets teknik, og siden da har også bygningen med billetsalg og kiosk fået en make-over, så hele anlægget fremstår lækkert og indbydende til sommerens badegæster.

Formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen glæder sig over det nyrenoverede svømmebad. "Det er fantastisk dejligt at have en facilitet som Kolind Svømmebad i kommunen, hvor såvel borgere som turister i området kan tilbringe hyggelige sommerdage," siger han i en pressemeddelelse.

Sidste års besøgstal viste, godt hjulpet af det varme sommervejr, at der er mange brugere af et svømmebad i Syddjurs.

"Jeg håber, at endnu flere vil finde vej til Kolind denne sommer, nu hvor letbanen kører igen," siger Riber Hog Anthonsen.

"Med både Kraftværket og svømmebadet i byen kan børnefamilier jo få mange gode timer her."

Det er et frivilligt svømmebadsudvalg under Kolind Borgerforening, der står for driften af Kolind Svømmebad. Svømmeklubben Delfinen tilbyder svømmeundervisning i svømmebadet i sæsonen, som forventes at vare indtil midt i august, hvor skolesommerferien slutter.

Man kan følge med på svømmebadets Facebookside og finde åbningstider m.v. på hjemmesiden www.kolindsvoemmebad.dk.

gs

Publiceret 06 June 2019 12:00