FV 2019 - kommentar: Derfor skal du stemme

Den snart overståede valgkamp har nok været lang og til tider en langgaber, men den har trods alt også afspejlet, at opbakningen til demokratiet og dets institutioner er intakt

Af
Lars Norman Thomsen

lokalredaktør:

KOMMENTAR Demokratiet, det mindst onde af alle systemer, udfolder sig naturligvis ikke kun på valgdatoen, men hver dag år ud og år ind.

Men det er på onsdag, at vi trods alt mærker vingesuset - at vi ved at krydse har en demokratisk mulighed for at gøre vores indflydelse gældende.

Det er ikke en selvfølge ret mange steder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) valgte, at valgkampen skulle være lang som Langeland.

Selvfølgelig i håb om, at han kunne ændre på det trøstesløse billede for Venstre og blå blok i meningsmålingerne.

Det får han sandsynligvis ikke held med, men den lange valgkamp har i det mindste atter vist, hvad den fremragende østrigsk fødte filosof Karl Popper har sagt så strålende: "at man må være intolerant over for intolerancen - ellers vinder intolerancen, og så er det forbi med tolerancen."

Derfor: Stem på et parti eller personligt på en politiker, der vil kæmpe for - nationalt som internationalt - at den nuværende udvikling på kloden ikke ender med at vælte de institutioner, der blev bygget møjsommeligt op efter 2. verdenskrig og som trods alt fortsat lægger en dæmper på selv de største diktatorer og politiker-skurke i verden.

Stem på onsdag.

Publiceret 05 June 2019 16:43