Nicole Wolter, projektholder for nationalparkens erhvervs- og turistområde, byder velkommen. Pressefoto.

Nicole Wolter, projektholder for nationalparkens erhvervs- og turistområde, byder velkommen. Pressefoto.

Turisme: Nationalparkens Servicenetværk vokser og vokser

Nationalparkens Servicenetværk blev i 2013 dannet med 18 virksomheder, nu er der 81

Nationalparkens Servicenetværk er nu oppe på 81 virksomheder, og 38 af dem var i mandags samlet på Fregatten Jylland. Der blev sagt velkommen til nye medlemmer, der var indlæg fra et af medlemmerne, information om Visit Aarhus og, ikke mindst, en masse nyttige oplysninger, som skal gøre den kommende turistsæson endnu bedre for såvel turisterne som for servicenetværkets medlemmer.

81 medlemmer

Antallet af virksomheder i Nationalpark Mols Bjerge, der samarbejder om at betjene nationalparkens gæster bedst muligt, vokser og vokser. I 2013 blev Nationalparkens Servicenetværk dannet med 18 virksomheder, og hvert år kommer flere til. Medlemstallet er nu oppe på 81 virksomheder, der tilsammen tæller mange hundrede lokale arbejdspladser.

Servicenetværket repræsenterer hele spektret af fornødenheder, når gæsterne kommer til nationalparken: overnatning, spisesteder, butikker, oplevelser, kursussteder og faciliteter til møder og konferencer, kunst og kunsthåndværk med mere. Med medlemskabet følger et tre dages kursus med undervisning i ’det gode værtskab’. Her får deltagerne et indgående kendskab til landskab, natur og kulturhistorie, nationalparken og hinanden samt arbejdet med service og storytelling.

Det er Nationalparken, der driver både uddannelse og netværk i tæt samarbejde med Destination Djursland, nu Visit Aarhus.

Nyttig information

Medlemmerne af servicenetværket mødes med mellemrum, og i mandags var netværksvirksomheden Fregatten Jylland vært. Nicole Wolter, projektholder for nationalparkens erhvervs- og turistområde, bød velkommen, og også denne gang kunne hun præsentere nye medlemmer. De blev budt velkommen med en skål og et glas af det nye nationalparkprodukt, Orangemyre Vodka med orangemyrer fra Mols Bjerge.

Som oplæg til den kommende turistsæson gennemgik hun en række praktiske gode råd og gav et tilbageblik over de seneste større begivenheder, blandt andet indvielsen af Mols Bjerge-stien og den store tre-dages hike i forbindelse med nationalparkens 10-års jubilæum.

Endelig briefede Nicole Wolter deltagerne om kommende tiltag. Der venter blandt andet et internat for medlemmer af servicenetværket samt en borgerkonference i oktober. Og så er en ny app på bedding, der a la Pokemon Go kan sende børn og voksne rundt og skærpe deres opmærksomhed på naturen.

Deltagerne fik praktisk information og hørte også om kommende nye tiltag i servicenetværket.

Deltagerne fik praktisk information og hørte også om kommende nye tiltag i servicenetværket.

At tiltrække flere gæster

Herefter holdt den nye direktør Karin Slæggerup et indlæg om Fregatten Jyllands arbejde med blandt andet at tiltrække flere gæster.

”Vi har faste aktiviteter, som mange slet ikke ved om. For eksempel klatring i rigningen, sejlads med Robarkassen, gratis omvisninger hver dag, og at adgangsbilletten gælder i en hel uge.”

Flemming Rasmussen, vicedirektør i Visit Aarhus, fortalte derefter om baggrunden for fusionen pr. 1. januar 2019 mellem Destination Djursland og Visit Aarhus. Han understregede, at selv om Djursland er kommet med i en større organisation, er den lokale indsats lige stor, og det er de samme mennesker, der holder i trådene på Djursland.

Som afrunding var der byvandring i Ebeltoft med frivillige fra nationalparken som guider samt aftenbuffet i Restaurant Hyttefadet, der også er med i servicenetværket.

-ab

Publiceret 02 June 2019 06:30