Leif Lahn Jensen. Foto: Lars Norman Thomsen

Leif Lahn Jensen. Foto: Lars Norman Thomsen

FV 2019 - debat: Stem lokalt til gavn for Djursland

Af
Leif Lahn Jensen (S)

MF

kandidat i Djurskredsen:

FV2019 DEBAT "For fire uger siden blev valgkampen skudt i gang, og i fire uger har jeg nu været rundt på hele Djursland: Fra Udbyhøj til Ebeltoft og fra Helgenæs til Gjerrild – og hold op, hvor har det været spændende. For i de fire uger har jeg mødt mennesker foran Brugser og bagere, på busstationer og togstationer, ved byfester og på kræmmermarkeder. Tak til alle dem, der har taget sig tid til at fortælle mig om deres håb og bekymringer for Djursland. Og tak til alle de menige socialdemokrater, der i deres røde jakker har hjulpet mig med at uddele roser og kuglepenne og vandflasker.

Turen rundt på Djursland har faktisk gjort mig optimistisk. Jeg har mødt meget gå–på-mod og en vilje til, at vi skal fremad her på Djursland. Det kan ske, hvis vi får en ny regering, der vil fjerne Lars Løkkes håbløse besparelser på vores uddannelser, og tænk hvis vi kan gøre Djursland til et centrum for genbrugsøkonomi og grøn omstilling. Vi skal også passe på vores dejlige natur, og derfor er jeg så glad for, at det under denne valgkamp er blevet klart, at havdambrug, det skal vi ikke have ud for Djurslands kyster.

Men midt i optimismen skal vi også tage de bekymringer, jeg har lyttet til, alvorligt: vores personale på hospitalerne løber for hurtigt, og de ansatte i ældreplejen og daginstitutionerne er pressede. Det går ud over børnene og de ældre og patienterne på sygehusene. Det kan vi ikke være bekendt. Derfor skal vi have en ny regering, der hellere vil investere i fællesskabet end give skattelettelser til dem, der i forvejen har nok.

Mange mennesker synes, at fire ugers valgkamp er lidt for meget af det gode. Men jeg har nydt hvert sekund. Valgkampen har givet mig rig lejlighed til at møde folk her på Djursland. Det har givet mig frisk mod på at fortsætte mit arbejde i Folketinget, hvis jeg får mulighed for det. Jeg håber, at vælgerne på Djursland vil sætte deres kryds ved liste A og meget gerne ud for mit navn, for jo flere stemmer jeg får personligt, jo stærkere står jeg, når jeg skal tale Djurslands sag på Christiansborg. Men husk, når du står i stemmeboksen under alle omstændigheder at stemme personligt på en lokal kandidat, for jo flere lokale kandidater, vi kan sende til Christiansborg, des tydeligere bliver vi hørt derovre i København.

Jeg ønsker jer alle et godt valg."

Publiceret 02 June 2019 08:00