Vivild og Lauge Feldskov Andersen skal bruge de sidste kampe i foråret til at sikre sig en ny sæson i Serie 1. Foto: Kurt Enevoldsen

Vivild og Lauge Feldskov Andersen skal bruge de sidste kampe i foråret til at sikre sig en ny sæson i Serie 1. Foto: Kurt Enevoldsen

Seriefodbold: Lauge Feldskovs mål var ikke nok for Vivild IF mod tophold

På fem forfærdelige minutter vendte Dronningborg B kampen på hovedet og vandt med 2-1 over Vivild IF i Serie 1

Af
Martin Schultz

For anden kamp i træk tabte Vivild IF til en af oprykningsfavoritterne, da duksen Dronningborg B fredag aften slog hjemmeholdet med 2-1 på Langhøj Idrætscenter i Vivild.

”For anden gang i træk tabte vi ganske ufortjent, men når vi ikke sparkede vores chancer ind, og desværre denne fredag lavede to store forsvarsfejl, så står vi tilbage med kun 10 point og et mål for resten af sæsonen: overlevelse,” siger Vivild IF’s cheftræner Michael Blom.

Mens Dronningborg B og Kristrup Boldklub ser ud til at være stukket af og kommer til at afgøre oprykningen imellem sig, så er de to hold fra Djursland, Vivild IF og Kolind/Perstrup IF, faldet ned på en 4. og 5. plads med hver ti point. De to hold møder hinanden i en direkte duel fredag aften på Kolind Park, hvor begge hold klart skal gå efter en sejr for at lægge luft til hængedyndet i bunden af rækken.

Kolind/Perstrup IF var lørdag eftermiddag på besøg hos Lemming IF og tabte efter en målrig kamp med 4-3.

To skud på stolpen

Vivild IF kom ellers planlagt foran 1-0 efter 37 minutter på et hovedstød af Lauge Feldskov efter et hjørnespark.

”Inden 1-0 føringsmålet havde Frederik Esbensen et skud på indersiden af stolpen. Samme Frederik Esbensen sparkede i sidste minut af halvlegen endnu engang på indersiden af stolpen, men ind ville bolden desværre ikke. På dette tidspunkt havde Dronningborg Boldklub intet haft. Det var en kamp, der burde været lukket allerede i 1. halvleg,” mener Michael Blom.

Kampen vendt på hovedet

I 2. halvleg startede Vivild IF helt forfærdeligt.

”Allerede efter to minutter blev en for kort tilbagelægning afløst af en forsvarsspiller, som gled, og ud af absolut ingenting scorede Dronningborg B helt ufortjent til 1-1. Fem minutter senere opstod der en misforståelse i vores højre forsvarsside, og pludselig var vi bagud 2-1 og kampen var vendt fuldstændig på hovedet. Det chok kom vi os desværre aldrig over, og nederlaget var en realitet,” siger Michael Blom

”Men jeg er nødt til at sige, at jeg ikke på noget tidspunkt har mødt et hold i denne serie 1 kreds, som har været bedre end Vivild IF. Men en kombination af manglende rutine og kynisme og uheld gør desværre, at vi skal kæmpe hårdt for at undgå nedrykning, konstaterer Michael Blom.

Lokalopgøret mod Kolind/Perstrup IF spilles fredag kl. 19.00 på Kolind Park.

Kampfakta

Serie 1, pulje 7

Vivild IF - Dronningborg B 1 - 2 (1 - 0)

Fredag 17. maj kl. 19.00 på Langhøj Idrætscenter i Vivild

Målscorere:

  • 1 - 0 Lauge Feldskov (37. min.)
  • 1 - 1 Jonathan Fejborg (46. min.)
  • 1 - 2 Oliver Holst-Sørensen (52. min.)

Publiceret 20 May 2019 15:00