Hanne og Poul Arne Kristiansen i Marienhoffhaven, der er ved at få de rigtige maj-farver. Foto: Lars Norman Thomsen

Hanne og Poul Arne Kristiansen i Marienhoffhaven, der er ved at få de rigtige maj-farver. Foto: Lars Norman Thomsen

Sidste sæson med åbent hus i Marienhoffhaven

De seneste godt 25 år har Hanne og Poul Arne Kristiansen inviteret interesserede gæster indenfor i deres smukke have i maj, men nu har de bestemt, at det er tid til at slutte, mens legen fortsat er sjov og til den gode side

Af
Lars Norman Thomsen

MARIENHOFF 21. juni 1969 overtog Hanne, 74, og Poul Arne Kristiansen, 76, en lille ejendom med tilhørende jordarealer på Marienhoff ved Ryomgård. Her har de boet siden.

Poul Arne Kristiansen drev i nogle år selvstændig anlægsgartneri i fritiden. I oktober 1989 begyndte sygdom imidlertid at melde sig. Fra da af arbejdede han kun 18 timer om ugen, og i 1991 blev arbejdet sagt op på grund af sygdommen. Efterfølgende fik han tilkendt førtidspension.

Hanne og Poul Arne Kristiansen flyttede ind på ejendommen i 1969. Foto: Lars Norman Thomsen

Hanne og Poul Arne Kristiansen flyttede ind på ejendommen i 1969. Foto: Lars Norman Thomsen

Siden er det meste af tiden gået med at bygge Marienhoffhaven op på en del af de 13 tønder land, der hører til ejendommen.

Den over 4.000 kvadratmeter store Marienhoffhaven er opbygget i etaper. Det er en meget velholdt oase bestående af små huse, stensætninger og miljøer og omkranset af skov, som parret selv skabte grobunden til, da de købte stedet.

Synet af Rhododendron, azalier og andre surbundsplanter, klippede buske og træer, og et vidt forgrenet vandparti med lille vandløb møder en på en rundtur i haven.

Bedene er bygget op af store/små kampesten. Der er brugt langt over 500 tons sten i haven. Den meget store og specielle sten, der blev fundet 5-6 meter nede i en lerlomme i en grusgrav her på Djursland for år tilbage, er fortsat et fikspunkt i haven.

I 2002 var Marienhoffhaven en af finalisterne i TV 2/Østjyllands sommerkonkurrence om DEN SKØNNESTE HAVE.

Slut nu

De seneste godt 25 år har parret hvert år i maj inviteret interesserede indenfor i Marienhoffhaven, og det har cirka 500 gæster benyttet sig af i de senere år. Mange er havemennesker som værtsparret. Andre nyder blot de smukke omgivelser. Tillige har institutioner, plejehjem for eksempel, kunnet tage deres beboere med i haven i sommerperioden til en lille havevandring.

"Men nu er det slut med at invitere til åben have," fastslår en bestemt Poul Arne Kristiansen.

"

Det er sidste år med Åben Have hos Hanne og Poul Arne Kristiansen. Beslutningen er definitiv. Foto: Lars Norman Thomsen

Det er sidste år med Åben Have hos Hanne og Poul Arne Kristiansen. Beslutningen er definitiv. Foto: Lars Norman Thomsen

Sidste gang bliver den 2. juni i år. Det er blevet for stort et arbejde med blive færdige i haven, og vi bliver heller ikke yngre."

Gæster, der vil forbi haven en sidste gang, skal derfor kende deres besøgelsestid i en af de kommende fem weekender.

Hanne og Poul Arne Kristiansen har endog gået og leget lidt med flyttetanker, men de er ikke helt enige om, at tiden er kommet.

"Poul Arne er nok mest stemt for det, men jeg har svært ved at se, at vi kan finde et bedre alternativ," siger Hanne Kristiansen, mens hun skænker kaffe i et af havens idylliske træhuse.

"Jeg kan se en idé i, at vi flytter til et mindre sted, hvor jeg kunne lege lidt med at anlægge en mindre have helt fra bunden. Vores nuværende have er så krævende at passe, at det koster mange timer herude store dele af året, og ingen af os synes, det er sjovt, hvis vi slækker på kravene, men det kan blive nødvendigt," siger Poul Arne Kristiansen.

Åbningsdage og -tider i Marienhoffhaven 2019

  • 11.-12. maj
  • 17.-19. maj
  • 25.-26. maj
  • 30.-31. maj
  • 1.-2. juni

Åbningstider kl. 10-17

Publiceret 09 May 2019 10:34