Bente og Hans Ole Kruse inviterer til 130 års jubilæum lørdag 11. maj. Fotos: Anette Bonde.

Bente og Hans Ole Kruse inviterer til 130 års jubilæum lørdag 11. maj. Fotos: Anette Bonde.

130 års jubilæum med mad, drikke og trombone

11. maj fejrer Slagter Kruse i Tved forretningens 130 års jubilæum

Af
Af Anette Bonde

Ikke mange kan fejre et 130 års jubilæum, men det kan Slagter Kruse i Tved som en af de få. Lørdag 11. maj markeres de 130 år med åbent hus i slagterbutikken med gourmethotdogs og drikkelse.

"Alle er velkommen,", lyder det fra Hans Ole Kruse, der som den farverige slagter, han er, også vil sørge for lidt godt til ørerne. I hvert fald vil et par af hans musikalske venner komme og underholde.

¨"Måske giver slagteren også et par numre på trombonen sammen med dem," siger han med et blink i øjet.

Morgensang og dans

Hans Ole Kruse er selv amatørmusiker. Sammen med vennerne tager han ud og spiller til morgensang ved sølv- og guldbryllupper, og så er han med i danseorkestret 'Unoderne', der spiller swingmusik og huserer i Rønde og omegn. Juleaften og påskesøndag vil man også kunne høre ham på trombone under gudstjenesten i kirken. Og hvis lejligheden byder sig, så også til sin butiks 130 års jubilæum.

"Livet må ikke være for kedeligt."

Hans Ole Kruse er fjerde generation i slagterbutikken, og både hans far, bedstefar og oldefar spillede på henholdsvis horn, violin, trompet. Selv spiller han trombone.

"Alle fire slagtere spillede. Det er en tradition."

Nicher og specialiteter

Hans Ole Kruse har en god forretning, som er kendt viden om. Han har forstået at finde nicher og lancere specialprodukter, der har fænget hos kunderne. Ud over folk fra nærområdet har han også faste kunder, der kommer langvejs fra som Aarhus, Randers og Grenaa. Han har desuden leveret til Michelin-restauranter i Aarhus og til kongehuset på Marselisborg Slot. TV-journalister har også opdaget Slagter Kruse, og han har været med i en del udsendelser.

Men det er ikke lutter idyl at være slagter i dag.

"Det er blevet sværere. Supermarkederne er hårde ved os. Derfor må vi lave andet, som de ikke har."

Det har blandt andet resulteret i forskellige specialpølser, krogmodnet oksekød og kød fra fritgående skovsvin.

Den 1. april ansatte han som noget nyt en kok i sin butik, Rikke Vendelbo, og fra sidste uge har man også kunnet købe tapas-menuer, fredags-menu og middagsretter.

Fire generationer

Hans Ole Kruse er som nævnt fjerde generation. Hans oldefar Jens Peter Kruse startede som slagter i 1889 med at købe slagtedyr, skære dem op og køre rundt og sælge dem fra sin hestevogn. Hjemme på spisebordet lavede han pølserne. Han tog også ud og slagtede dyr for landmændene.

Hans søn Ludvig Kruse overtog forretningen i 1927. Han ansatte en slagtesvend, byggede slagtehus og lavede en egentlig butik. I 1946 byggede han en større butik samt etablerede pølsemageri, fik nye maskiner og lavede kølerum, kogerum og saltrum. Forretningen blev udvidet med yderligere to-tre svende.

Ved hans død i 1965 overtog sønnen Jørgen Kruse, der i forvejen var svend i forretningen. I 1967 byggede han den nuværende butik og solgte herfra også frostvarer, mælk, smør og anden kolonial. Han kørte rundt som hjemmeslagter og kørte indtil 1972 også landtur med tre kødbiler. I 1980 byggede Jørgen Kruse nyt stort moderne slagtehus.

Hans Ole Kruse, der var lærling, købte i 1987 halvdelen af butikken, der kom til at hedde 'Slagter Kruse & Søn'. I 1989 købte han også den anden halvdel, og ansatte sin far som slagtesvend. Jørgen Kruse er i dag 86 år, og stoppede først med at hjælpe til i slagtehuset for cirka fem år siden.

Far og søn udvidede butikken i 1980'erne, og i 1990'erne lavede Hans Ole Kruse nye og større kølerum samt ny stald.

Publiceret 08 May 2019 10:00