Når letbanen kommer til at køre planmæssigt bliver det i første omgang med timedrift. Først om nogle måneder kan letbanen køre med halvtimesdrift.

Arkivfoto.

Medie:

Letbane-forsinkelser fortsætter på ubestemt tid

Forsinkelserne vil i den kommende tid fortsætte på den nye letbane-strækning

Den nye letbane-strækning fra Aarhus til Grenaa har ikke fået den letteste start. Siden åbningen tirsdag morgen har den således været ramt af flere forsinkelser. Onsdag har letbanen således i gennemsnit været forsinket med cirka 15 minutters per afgang, skriver TV2 Østjylland.

"Vi fik en del forsinkelser i løbet af formiddagen, og vi må erkende, at vi har haft problemer med at køre rettidigt her til eftermiddag. Vi har haft udfordringer," siger kommunikationschef for Aarhus Letbane, Jens Velling, til mediet.

Tirsdag var det bommene og IT-systemet, der var skyld i de mange forsinkelser. Onsdag er det fortsat uvist, hvad der er synderen. Jens Velling fra Aarhus Letbane forklarer til TV2 Østjylland, at det kan være gårsdagens forsinkelser, som har forplantet sig.

Og der kan godt gå lidt tid, før der bliver kørt uden forsinkelser på den nye letbane-strækning.

"Vi arbejder hele tiden på at køre så rettidigt som muligt, men de her problemer går ikke væk i morgen eller i overmorgen. Der er en indkøringsfase, det må vi erkende. Jeg håber, folk er tålmodige, siger han til TV2 Østjylland.

På den indre letbane-strækning i Aarhus kører togene planmæssigt.

jwh

Publiceret 01 May 2019 18:32