TRIF (i gult) formåede at sætte Nørager til vægs i topopgøret i Serie 3. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

TRIF (i gult) formåede at sætte Nørager til vægs i topopgøret i Serie 3. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen

Seriefodbold: Topscorere nettede igen da TRIF sænkede Nørager B

Mathias Haulrik og Victor Overgaard Riis scorede hver et mål, da TRIF vandt med 2-1 over Nørager B

Af
Martin Schultz

På forhånd havde mange nok set opgøret mellem TRIF og Nørager B som et potentielt topopgør i forårets Djurslandspulje i Serie 3, men efter fire kampe må de to hold se sig overhalet indenom af oprykkerne fra IF Ebeltoft, som ligger i toppen med maksimumpoint.

Det blev realiteten, da TRIF påskemandag på kunstgræsbanen PR Park i Rønde slog hidtil ubesejrede Nørager B med 2-1. Da TRIF i forårets anden runde hjemme havde tabt med 2-1 til Ebeltoft IF, så er det overraskende det revitaliserede hold fra Ebeltoft, som ligger i toppen af rækken.

Men TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen ærgrer sig over nederlaget til Ebeltoft IF, som scorede på et hjørnespark ved Kasper Degn tidligt i kampen og på et straffespark ved Viktor Skytte godt ti minutter ind i 2. halvleg. TRIF havde masser af chancer, men måtte helt frem til de allersidste minutter, før det lykkedes at få reduceret til 2-1.

Derefter fulgte udekampen mod Åstrup/Hammelev IF med den næsten absurde score på 14-0 til TRIF.

”Vi var foran med 5-0 ved pausen og scorede ni mål i 2. halvleg. Åstrup/Hammelev IF var ved Gud ikke verdens bedste hold, men jeg synes det var godt, at vi holdt koncentrationen gennem hele 2. halvleg. Vi fik for en gangs skyld scoret en masse mål, og det har vi tidligere ikke været gode til,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som så Mathias Haulrik udfolde sig med fem mål, Victor Overgaard Riis med fire mål og lillebror Emil Haulrik med tre mål.

Holder kampen i kog

TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen var godt tilfreds med, at hans hold efter 14-0 sejren over Åstrup/Hammelev IF skulle møde Nørager B.

”Nogen kan måske godt begynde at tage for let på tingene efter så stor en sejr, men vi var sat op mod Nørager B. Vi ved, hvordan de gerne vil spille. De har nogle rutinerede spillere, som spillemæssigt gør det rigtig godt, men som er pisseprovokerende i deres fremtoning. De er rigtig gode til at holde kampen i kog, både på det mentale og på det spillemæssige plan,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF kom foran efter godt ti minutter, da Mathias Haulrik fortsatte målfesten fra Åstrup Stadion og efter en omstilling med et godt spark sendte bolden i mål bag Steffen Klintø med et godt spark.

”Men Nørager udlignende kort efter på et straffespark, da Tobias Stenshøj Mathiessen tog manden i stedet for bolden og nappede benene på en Nørager-spiller. Det gav straffespark til Nørager og et gult kort til Tobias,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Kampen bølgede frem og tilbage, og efter 1-1 ved pausen faldt afgørelsen midt i 2. halvleg. Efter et godt opspil slap Frederik Ougaard fri i et overlap på venstre kant og skar ind i feltet, hvor han serverede bolden får Victor Overgaard Riis, som scorede til 2-1.

Scoringen udløste tumult i Nørager B’s felt, og da støvet havde lagt sig, blev der uddelt et gult kort til en spiller på hvert hold. Forsvarsspilleren Kristoffer Meldgaard Andreasen spurtede op fra TRIF-forsvaret for at blande sig i klumpen og fik et gult kort ud af anstrengelserne.

TRIF’s forsvar er blevet meget bedre

”Det var en god kamp og en rigtig fight. Det var tydeligt, at begge hold ville have de tre point. Men set over hele kampen synes jeg det var fortjent, at vi vandt kampen,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

”Vi holdt Nørager B fra de store chancer, og offensivt spillede vi ikke så naivt som tidligere, hvor vi angreb lidt for hovedløst. På den måde har spillerne lært af sidste års fejl.”

TRIF-træner Martin Hornbæk Nielsen er især glad for at forsvaret er blevet stabiliseret. Det skyldes blandt andet tilgangen af U19-spilleren August Hog Laursen, som har spillet i VSK Aarhus, og at Lukas Andersen er tilbage efter et år med to brud i fødderne. De to spiller i midterforsvaret, og med Kristoffer Meldgaard Andreasen, tidligere FC Djursland, på backen er forsvaret blevet meget bedre og giver ikke meget væk.

”Ingen har endnu scoret mod os i åbent spil i foråret. De fire mål, som er blevet scoret imod os, er to straffespark, et frispark og et hjørnespark,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Allerede onsdag aften venter der TRIF en ny udfordring, når holdet på Stenvad Stadion møder AC Norddjurs, som TRIF havde nogle vældige dyster med i sidste sæson.

AC Norddjurs vandt i torsdags med 6-0 over VH Fodbold på hjemmebane i en kamp, hvor holdets topscorer ”King Kasper” Schmidt Jørgensen lavede fire mål.

Det har ikke været muligt at træffe Nørager B’s træner Claus Vestergaard for en kommentar til kampen mod TRIF.

Kampfakta

Serie 3, Pulje 35

TRIF - Nørager B 2 - 1 (1 - 1)

Mandag 22. april kl. 14.00 på PR Park i Rønde

Målscorere

    1 - 0 Mathias Haulrik (11. min.)

    1 - 1 Nørager B (15. min./straf.)

    2 - 1 Victor Riis Overgaard (70. min.)

Publiceret 24 April 2019 18:30