Beliggenheden helt nede ved vandet og med utallige natur- og bymæssige muligheder tæt på er ganske unik, vurderer Jonas Langhoff (th.), der her har selskab af receptionist og koordinator Karen Wellenndorf og køkkenchef Mads Begtorp. De to sidstnævnte har også været en del af hotellets tidligere historie og ser spændte frem til de mange idéer og muligheder, som skal realiseres under Langhoff & Juul.

Beliggenheden helt nede ved vandet og med utallige natur- og bymæssige muligheder tæt på er ganske unik, vurderer Jonas Langhoff (th.), der her har selskab af receptionist og koordinator Karen Wellenndorf og køkkenchef Mads Begtorp. De to sidstnævnte har også været en del af hotellets tidligere historie og ser spændte frem til de mange idéer og muligheder, som skal realiseres under Langhoff & Juul.

"Kom ind og smag. Kom ind og få en kop kaffe eller en drink. Kom ind og få en snak. Kom ind."

Ambitionen er klar hos Langhoff & Juul. Danmarks hyggeligste hotel skal ligge i Ebeltoft.

Af
Simon Carlson

Ebeltoft Der er to vendinger, der går igen hos Jonas Langhoff, mens han taler fremtidsplaner. Det er 'kom ind', og det er 'ude-hjemme.' Han siger det ganske ofte, mens han guider rundt i lokalerne og faserne, der skal transformere Hotel Ebeltoft Strand til Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant.

Den kendte og anerkendte restaurationsvirksomhed Langhoff & Juul med Jonas Langhoff i spidsen overtog i sidste uge officielt nøglerne til Hotel Ebeltoft Strand. Forud var der gået et halvt år med sondering og rekognoscering af mulighederne i det idyllisk beliggende hotel, og derfor er der nu en meget klar vision for hotellet i Ebeltoft, fastslår Jonas Langhoff.

"Det her sted er på mange måder en usleben diamant, fordi det rummer så mange muligheder. Vi ligger få meter fra vandet. Vi er tæt på byen. Vi har store naturressourcer tæt på. Vi er tæt på lufthavnen og tæt på forlystelser. Vores ambition er, at vi vil skabe Danmarks hyggeligste hotel her i Ebeltoft. Man skal have følelsen af at være 'ude-hjemme'," fortæller Jonas Langhoff.

Hygge ved pejsen

'Ude-hjemme'-følelsen er er en gennemgående strategi i Langhoff & Juul-regi. Det er også forestillingen om den hjemlige hygge, der arbejdes ud fra i restauranten i Aarhus. Sådan skal det også være i Ebeltoft, forklarer Jonas Langhoff, mens han maler billedet af, hvordan hotellets stueetage udgør første fase i omdannelsen af hotellet.

Hotellet er oprindeligt tegnet af Friis & Moltke, og de nye ejere agter da også at bevare meget af stilen i hotellet.

Hotellet er oprindeligt tegnet af Friis & Moltke, og de nye ejere agter da også at bevare meget af stilen i hotellet.

"Restauranten bliver lavet helt om, så der skabes en masse hyggelige rum. Ved siden kommer hjertet i det hele, hvor vi laver en pejsestue. Vi vil gerne gøre det så hjemligt som muligt, så det skal gerne føles helt naturligt, at man har lyst til at sætte sig i pejsestuen med et tæppe over fødderne og en kop te eller en drink efter en god middag i restauranten. Det er vores tanke, at det hele bare falder i hak," uddyber Jonas Langhoff.

Kom ind

Ud over ombygningen af restauranten og opførelsen af pejsestuen bliver indgangen til hotellet også markant anderledes. Den nuværende bar og reception fjernes, og i stedet bygges der en ny stor bar midt i rummet. Den skal naturligvis servicere hotellets gæster, men den skal også symbolisere, at Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant i højere grad vil forsøge at etablere sig i lokalsamfundets bevidsthed som mere end et hotel.

"Vi vil gerne have, at det her er et sted, man har lyst til bare at gå ind, for man behøver altså ikke at bestille et værelse for at komme her. Man kan også bare komme ind og spise en god middag i hyggelige og hjemlige omgivelser. Vi skal da have nogle stærke lokale relationer. Vi er her, så kom ind og smag. Kom ind og få en kop kaffe eller en drink. Kom ind og få en snak. Kom ind," lyder opfordringen fra Jonas Langhoff.

Lokal ild

Netop de lokale relationer bliver ifølge restauratøren et gennemgående tema i Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant. Som Jonas Langhoff bemærker det, vil det være underligt, hvis man ikke kan få et glas af den lokale øl eller smage den lokale hybenmarmelade, når man nu er i Ebeltoft. Ligeledes skal der etableres samarbejder med andre lokale aktører, så hotellets gæster altid har attraktive tilbud på hånden, hvad enten man har lyst til en tur på mountainbike i Mols Bjerge, en kajaktur i Ebeltoft Vig eller fællesspisningsarrangementer med lokale fødevareleverandører.

"Ebeltoft er meget mere end en sæsonby, og det vil vi være med til at vise. Vi vil for eksempel gerne være med til at binde Ebeltoft og Aarhus lidt tættere sammen, og der har vi en opgave i at fortælle aarhusianerne, hvilke muligheder her er. Det kræver, at vi er dygtige til at skabe aktivitet uden for højsæsonen, og der fornemmer jeg også, at der er en ild hos mange lokale, som gerne vil vise, at de har en masse at byde på. Der er noget, der gror, og det vil vi gerne være med til. Vi kan lige så godt udnytte, at året har 12 måneder," konstaterer Jonas Langhoff.

Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant

Ombygningsarbejdet i stueetagen er gået i gang. Det forventes at være færddiggjort 1. april, så Langhoff & Juul Boutique Hotel og Restaurant kan holde officiel åbningsfest 5. april.

Selv om ombygningsarbejdet pågår de næste par måneder, betyder det ikke, at hotellet er lukket. Alle selskaber og reservationer, som er foretaget under den tidligere ejer, bliver naturligvis overholdt efter aftale, lover Jonas Langhoff. Ligeledes er nysgerrige sjæle også velkomne til at komme ind og høre mere om fremtidsplanerne.

Restaurantens madprofil kommer til at følge den, som Langhoff & Juul fører fra restauranten i Aarhus. Det er økologi med afsæt i lokale råvarer og det nordiske køkken.

Publiceret 05 February 2019 11:30