Karin Buhl Slæggerup blev fredag 1. februar budt velkommen med blomster af bestyrelsesformand Tommy Bøgehøj og en stor samling medarbejdere og frivillige på Fregatten Jylland.

Karin Buhl Slæggerup blev fredag 1. februar budt velkommen med blomster af bestyrelsesformand Tommy Bøgehøj og en stor samling medarbejdere og frivillige på Fregatten Jylland.

Fregattens første kvindelige kaptajn er klar ved roret

Historien skal støves af til en ny tidsalder for det gamle træskib

Af
Simon Carlson

Ebeltoft Siden 20. november 1860, da Fregatten Jylland blev søsat, har der været mandlige hænder ved roret, så fredag 1. februar 2019 var på mange måder en historisk dag.

Her blev Karin Buhl Slæggerup officielt indsat som ny kaptajn for fregatten, og hun er således den første kvinde, der skal forsøge at holde det historiske skib oven vande, og det er ikke en helt let opgave, den nye direktør er kommet på. I hvert fald i overført betydning. Det bemærkede bestyrelsesformand Tommy Bøgehøj i sin velkomsttale til Karin Buhl Slæggerup, da han konstaterede, at hun er kommet til en brændende platform, der i mange henseender skal omdannes til en mere moderne turistattraktion.

Gentænker fregatten

Besøgstallet på Fregatten Jylland har igennem flere år været støt faldende. Sidste år besøgte omkring 70.000 mennesker fregatten, og der er således langt op til de 250.000, der besøgte Fregatten Jylland, mens den var på sit højeste. Førsteprioriteten for Karin Buhl Slæggerup bliver dermed at genskabe interessen for det gamle træskib.

"Der er en kæmpe respekt om fregatten, og jeg tror nærmest alle danskere kender til Fregatten Jylland, og alligevel er den lidt en velbevaret hemmelighed," siger Karin Buhl Slæggerup, som vurderer, at det kan være en udbredt misforståelse, at når man har set fregatten én gang, så behøver man ikke at se den igen.

"Der sker hele tiden noget nyt. Selv om skibet ligger stille, så er det en levende organisme, der altid er i bevægelse. Den historie skal vi ud og fortælle, for det handler også om at gentænke, hvad det er Fregatten Jylland kan. Vi har blandt andet et stort område uden for selve skibet, som rummer et stort potentiale for forskellige events. Det potentiale skal vi have udfoldet," fastslår Karin Buhl Slæggerup.

Støver historien af

Heldigvis er der allerede masser af fundament at bygge på. Det har Karin Buhl Slæggerup konstateret gennem de næsten udelukkende positive kommentarer og anmeldelser, som Fregatten Jylland får på nettet.

Fregatten Jylland har brug for en gentænkning, og det er blandt de store udeområder, der skal i brug til forskellige events og arrangementer.

Fregatten Jylland har brug for en gentænkning, og det er blandt de store udeområder, der skal i brug til forskellige events og arrangementer.

Det ændrer dog ikke ved, at der skal sættes nye tanker i søen. Et af de første bliver et arrangement i forbindelse med VM i mountainbike-orientering, som blandt andet skal køres i Ebeltoft. Her barsles der med idéer i forbindelse med medaljeoverrækkelserne, men også idéer der bringer deltagerne ind på selve skibet.

"Vi har ikke konkrete planer på plads endnu, men jeg mener, at vi skal have modet til at udfordre os selv i forhold til, hvad fregatten kan bruges til. Vi skal have noget kant. Lidt frækt kan man sige, at vi gerne vil støve det hele lidt af uden at glemme, hvor vi kommer fra, så vi kan bringe historien ind i en moderne kontekst," lyder det fra Fregatten Jyllands nye direktør.

Karin Buhl Slæggerup kommer fra en stilling hos H.C. Andersen Festivals i Odense, hvor hun har været med til at udfolde vækststrategien og styrke festivalen internationalt. Hun har tidligere været ansat som partnerskabs- og udviklingschef hos Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad, hvor hun var med til fundraisingen af 100 millioner kroner til kulturfejringen. Karin Buhl Slæggerup bor til daglig i Aarhus og har sommerhus i Ebeltoft.

Publiceret 04 February 2019 11:30