Michael Larsen (tv) og Michael Ditlev Hansen åbner onsdag 2. januar Ryomgård Autoteknik IVS på Industrivej 15 i Ryomgård. Fredag 4. januar inviterer de til åbningsreception fra klokken 14. Foto: Lars Norman Thomsen

Michael Larsen (tv) og Michael Ditlev Hansen åbner onsdag 2. januar Ryomgård Autoteknik IVS på Industrivej 15 i Ryomgård. Fredag 4. januar inviterer de til åbningsreception fra klokken 14. Foto: Lars Norman Thomsen

Michael & Michael åbner Ryomgård Autoteknik IVS

Tidligere kolleger tror på synergieffekt og en nemmere hverdag til glæde for kunderne og dem selv i deres nystartede, fælles autoværksted på Industrivej i Ryomgård

Af
Lars Norman Thomsen

RYOMGÅRD To gange Michael med efternavnene Larsen og Hansen har i en årrække arbejdet som selvstændige mekanikere med autoværksteder i henholdsvis Mørke og Tøstrup.

Men det stopper nu. Onsdag 2. januar klokken 7 skarp slår de porten op til et nyindrettet og fælles autoværksted i de tidligere Vonsild-lokaler på Industrivej 15 i Ryomgård.

Ryomgård Autoteknik IVS kommer der til at stå på facaden. Åbningstider fra 7-16 mandag-torsdag og 7-13 fredag.

"Vi har været kolleger for flere år siden hos Rønde Autohandel, hvor jeg lærte Michael at kende, mens jeg var i lære," fortæller Michael Ditlev Hansen, 34.

Han startede som selvstændig i september 2013, da han købte Tøstrup Autoværksted af familien til den tidligere ejer, Jørn Laursen, som døde tidligere i 2013. Jørn Laursen drev Tøstrup Autoværksted i hele 38 år.

Michael Ditlev Hansen bliver boende i Tøstrup sammen med sin familie, men omdanner nu det tidligere værksted til bilgarage.

Næsten ti år i Mørke

Ligesom navnebroderen fastholder sin nuværende bopæl, bliver Michael Larsen, 39, boende i Mørke, hvor han har drevet Mørke Auto siden 2009.

"Vi har begge tømt vores respektive værksteder for alt inventar og flyttet det ind i vores nye, fælles værksted," siger Michael Larsen.

Han ser frem til at få en kollega, som han kan sparre med i hverdagen og ligeledes trække på, når opgaver, især praktiske, skal klares, der kræver mere en mand.

"Det er fint nok at være alene om at drive et værksted, men der er altid en masse opgaver og rutiner som nemmere kan klares i fællesskab, og så bliver det i længden kedeligt at gå alene rundt i et værksted en hel dag," indrømmer Michael Ditlev Hansen, der det seneste halve år har testet samarbejdet med sin kommende medejer.

"Vi har været sammen nogle aftener i værkstedet, og vi føler os begge sikre på, at vi kan klare at være fælles om opgaverne. Jeg ved, at vi begge glæder os og ser frem til samarbejdet," siger Michael Larsen.

Ideel placering

Hansen & Larsen, begge uddannet autoteknikere, gik efter lokaler med en passende størrelse, og hvor der var plads til at udføre service og reparation på store varevogne og lignende opgaver.

"Vi har fået en fordelagtig lejekontrakt og dejligt store lokaler, som vi ønskede det. Nu skal vi bare have det sidste på plads med hjælp fra gode venner," siger Michael Larsen.

"Det var vigtigt for os, at vi fandt lokaler midt imellem vores nuværende værksteder, så vi kunne holde på vores trofaste kundekreds. Derfor er Ryomgård perfekt," siger Michael Ditlev Hansen.

Tilkørsels- og parkeringsforhold er ligeledes ideelle på Industrivej15, der senest har huset Ryom Karate, som i stedet er flyttet til lokaler på Thorsagervej.

Sideløbende med arbejdet i værkstedet vil indehaverne af Ryomgård Autoteknik IVS også istandsætte ældre biler til videresalg, hvor øverste prisgrænse er ca. 20.000 kroner.

Begge forventer, at Ryomgård Autoteknik IVS kan nå en startomsætning i omegnen af 2-2.5 mio. kroner og udvikle sig derfra.

Publiceret 31 December 2018 10:41