Modelfoto: Mostphoto

Modelfoto: Mostphoto

Debat:

Stort spild af skattekroner i plantagen

Af
Søren Rønn Hansen Bredgade 24

Grenaa

I efteråret begyndte Norddjurs Kommune en længe tiltrængt renovering af stierne i Grenaa Plantage, man nåede ikke i mål inden vinteren, men godt på vej, og jeg glædede mig allerede dengang til foråret ville komme og stierne havde nået at 'sætte sig' og blive klar til de mange, der dagligt færdes i plantagen i sommerhalvåret. Men min glæde varede ikke længe, for de sidste fire-fem uger har store skovmaskiner på larveføder huseret rundt i plantagen og 'skovet træer', som det vist hedder på fagsprog.

Jeg har fuld forståelse for, at der er behov for at tynde ud i de gamle træer for at give plads og lys til nye træer, men jeg har absolut ingen forståelse for, at man først renoverer stierne i efteråret, og så fire-seks måneder senere sønderbomber selvsamme stier med bæltekøretøjer, der er adskillige hundrede meter af de nyanlagte stier, der er fuldstændigt kørt i smadder og vel omkring 2-3 km, der er delvist ødelagt. De tusindvis af skattekroner kunne være brugt mere hensigtsmæssigt, er min mening.

Før kommunalvalget i november sagde en kommunalansat til mig, at vi trængte til at få Venstre i kommunetoppen, for vi havde pengene i kommunen, de blev bare brugt forkert alt for mange steder. Dengang var jeg ikke enig, men lige nu hælder jeg mest til, hun havde ret.

Hvem hulen sidder og beslutter noget så åndsvagt i en tid, hvor stort set alt kommunalt er ramt af sparekniven, så det gør ondt overalt, både på brugerne, pårørende og ansatte? Er der en logisk forklaring, vil jeg meget gerne have den her i avisen, jeg er absolut ikke den eneste af kommunens skatteborgere, der undres over den rækkefølge, man gør tingene på i plantagen.

Publiceret 05 May 2018 11:30