Dressingen gør forskellen på de syv bakker coleslaw i ugens test, mener akademigastronom Rune Kromann. Foto: Martin Sørensen

Dressingen gør forskellen på de syv bakker coleslaw i ugens test, mener akademigastronom Rune Kromann. Foto: Martin Sørensen

Dressing gør forskellen på coleslaw

Dommerne giver kun tre og fire stjerner til et udvalg af supermarkedernes coleslaw, der virker og smager meget ens. Coops salater vinder – igen

Af
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

“De kunne godt være snittet på samme maskine den samme dag,” konstaterer kok og akademigastronom Rune Kromann, der er køkkenchef i ISS.

“Det er dressingen, der mest adskiller dem. Kålen og gulerødderne er overordnet set ret ens,” tilføjer han om de syv bakker coleslaw, som han og hans meddommer har smagt sig igennem.

“Forholdet mellem kål og gulerødder varierer en smule. Det kan enten give en overvægt af den bitre smag fra kålen eller en sødere smag fra gulerødderne,” siger lektor Michael René, der blandt andet underviser i sensorik ved Københavns Professionshøjskole.

Alle coleslaw er købt i supermarkeder, og plastikbeholderne, de sælges i, er helt ens. Vægten er i de fleste tilfælde også ens – 400 g.

Vindere fra Coop

Bedømmelserne afspejler da også, at der er stor lighed mellem salaterne. Fem af dem får middelbedømmelsen tre stjerner, mens to får fire stjerner. Som de foregående gange, vi har testet færdige salater, er det Coop, der stiller sig øverst på sejrsskamlen. Fire stjerner får deres to coleslaw.

“Dressingen er fed, har sødme, sennep og lidt syre – alt i alt en god balance, og det giver en god all round salat,” siger Rune Kromann om Coops 'Coleslaw a la wild west', mens Michael René sætter ord på de fire stjerner til Coops 'Økologisk coleslaw salat':

“Dressingen smager af sennep og har en god syre. Kålsmagen er mild, og salaten knaser dejligt.”

Hvis du vil se testen i høj opløsning, så klik på pdf'en nederst i artiklen.

Hvis du vil se testen i høj opløsning, så klik på pdf'en nederst i artiklen.

Hvad er coleslaw?

Salaten bruges meget i USA, hvor den kom til fra Holland. Navnet kommer af 'koolsla', der er hollandsk og betyder kålsalat. Salaten består af snittet hvidkål, revet gulerod og en dressing, der binder de to sammen.
Man kan også variere salaten ved at tilsætte for eksempel løg, bladselleri, persille, æble.
Salaten er god som tilbehør til grillet kød eller burger – og i en burgerbolle med pulled pork.
Dressingen kan man selv lave af mayonnaise og/eller creme fraiche (eller andet mejeriprodukt), sennep, hvidvins- eller æbleeddike, sukker, salt og peber. Dressingen kan tilsættes hvidløg eller citronsaft efter ønske.
Kilde: Wikipedia og diverse sider på nettet

Sådan skal coleslaw være
Der skal være mest hvidkål, men samtidig en god balance mellem kålens bitterhed og gulerøddernes sødme. Dressingen har typisk smag af mayonnaise, eddike og sennep og skal være tilpas tyk til, at den kan bide salaten sammen.

Publiceret 05 May 2018 09:00