Udstillingen kan ses fra 7. april – 6. maj i Tinghuset i Ebeltoft. Pressefoto

Udstillingen kan ses fra 7. april – 6. maj i Tinghuset i Ebeltoft. Pressefoto

Fernisering:

Ny kunstudstilling er forårsklar i Tinghuset

Tre kunstnere viser deres værker i Ebeltoft

Keramikeren Thyge Thomasen indtager sammen med malerne Bettina Winkelmann og Annelise Bugge Lund Tinghuset med fernisering lørdag 7. april. De tre er ikke ukendte med Ebeltoft Kunstforening og Tinghuset.

Skimmer man ned over Thyge Thomasens flotte udstillingsoversigt, støder man på hans navn allerede i 2002 og 2005 som udstiller i Ebeltoft Kunstforening, da denne havde til huse i Jernbanegade.

For virkelig mange keramikere spiller de personlige oplevelser en vigtig rolle i deres arbejde. Thyge Thomasens viden om det keramiske håndværk i Sri Lanka, Ægypten og Vietnam har givet ham et bredt udsyn inden for det kunstneriske udtryk gennem lervalg, brændingsform og teknik. Hans uddannelse inden for kunsten har givet en solid basis for hans arbejde i dag. Han udtrykker sig i stentøj og lertøj såvel som rakubrænding med alle dens finesser.

Parløb om kunsten

Det er ikke tilfældigt, at Thyge udstiller sammen med maleren Bettina Winkelmann. De deler nemlig adresse.

Bettina er født i Tyskland og hendes uddannelse som billedkunstner begyndte helt tilbage i 1981 ved Hochschule der bildenden Künste i Kassel. Siden blev uddannelsen udvidet på Århus Kunstakademi.

”Udgangspunktet for Bettinas kunstneriske virke er klassisk og udtryksmåden moderne. Rytmen og harmonien søger hun i farven, som hun betragter som et musikalsk instrument,” skriver Bjarne Bækgård, Århus Stiftstidende i en anmeldelse.

En anden anmelder siger, at hendes værker i virkeligheden kunne hedde Lieder ohne Worte. De er som klang af stille musik.

Udstillingens tredje udstiller er Annelise Bugge Lund, som har hjemme i Ebeltoft. Hendes uddannelsesbaggrund er lang. Noget har hun lært på Århus Kunstakademi, og andet er hentet ved London Art College. Hun har en stor udstillingsvirsomhed i bagagen. Annelise arbejder både figurativt og nonfigurativt.

Udstillingen vil kunne ses fra 7. april – 6. maj. logy

Publiceret 29 March 2018 10:00