Det lokale rytmiske kor Courage optræder ved koncerten på Rønde Højskole 3. april til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Pressefoto

Det lokale rytmiske kor Courage optræder ved koncerten på Rønde Højskole 3. april til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Pressefoto

Kor og folk:

Dobbeltkoncert med Kunst- og Musikstafetten

Oplev kor og folkemusik-duo tirsdag 3. april på Rønde Højskole

Kunst- og MusikStafetten spiller op igen igen tirsdag 3. april kl 19 i Teatersalen på Rønde Højskole med en dobbeltkoncert med koret Courage samt Lise og Finn Olsen.

LÆS OGSÅ: Modeshow: Den får på alle tangenter

Kunst- og MusikStafetten er optakten til den kommende Stafet for livet i Syddjurs 2018, og overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Det lokale rytmiske kor Courage består af 45 engagerede og sangglade korister, der kommer fra hele Djursland. Koret ledes af organist Helle Sandberg Zederkof og kunne sidste år fejre 30 års jubilæum.

Lise og Finn Olsen tilbage

Koret synger et meget varieret repertoire, men med forkærlighed for det rytmiske. De mødes hver uge i Thorsager Præstegårdslade, synger til julekoncerter på Gl. Estrup og i Thorsager Kirke.

Ved koncerten på Rønde Højskole præsenteres rytmiske forårssange samt danske ørehængere af Kai Normann Andersen og Bent Fabricius-Bjerre.

Da Lise og Finn Olsen for 15 år siden flyttede til Rønde, var de initiativtagere til at etablere Musikforeningen MIR i Rønde, og var i mere end 10 år utrættelig i deres engagement for at skaffe spændende musikere til byen. De var primusmotor i at etablere et musikalsk mødested for voksne i Rønde.

De er begge rundet af den akustiske folkemusikbølge fra sidst i 60'erne og 70'erne.

Synger fællesnummer

Ved koncerten på Rønde højskole medbringer de to akustiske Martin-guitarer, som ledsager deres duet- eller solosang. De fortolker sange af deres idoler, bl.a. Poul Krebs, Allan Olsen, Christian Alvad samt sange fra den irsk/skotske folkemusik.

Koret Courage samt Lise & Finn vil ved koncerten også synge et fællesnummer.

Kunstlotteri

I pausen sælges drikkevarer og der holdes kunstlotteri. Gevinsterne består af kunstværker skænket af lokale kunstnere.

Stafet for Livet finder sted 1.-2. september i Byparken i Rønde. Læs mere på www.stafetforlivet.dk/syddjurs.jesl

Publiceret 28 March 2018 07:00