Vandrerhjemmet er igen blevet en del af Danhostel
Medlemskabet skal være med til at trække flere turister til byen
Rønde Vandrerhjem, som i dag ejes af PGU Rosenholm bliver igen en del af Danhostel.
Vandrehjemmet var i mere end et halvt århundrede ejet af Rønde Kommune og siden af Syddjurs Kommune, og blev i sommeren 2017 solgt af kommunen til PGU Rosenholm.
PGU Rosenholm er et uddannelsestilbud for unge med særlige behov, og alle opgaver og gøremål i forbindelse med den daglige drift af stedet løses i samarbejde med de unge.
Danhostel Rønde består af to bygninger med 15 værelser og i alt cirka 52 sengepladser. Stedet ledes af forstander hos PGU Rosenholm Birgit Smedegaard og af Marianne Falk Nielsen, som står for den daglige drift af hostlet.
Bygningerne blev i 1935 skænket til Rønde Håndværker- og Borgerforening af den tyske baron Wilhelm von Jenisch, som ejede Kalø Gods. Wilhelm von Jenisch omkom under 2. Verdenskrig ved en flyulykke i Grækenland i forbindelse med hans rejse hjem på orlov. I forbindelse med foræringen blev der tegnet klausul om, at der altid skulle drives vandrerhjem på stedet. I 1939 stod det nybyggede vandrerhjem færdigt.
De tyske soldater beslaglagde bygningerne under 2. Verdenskrig, men efterfølgende har stedet udelukkende fungeret som vandrerhjem.
Som det eneste overnatningssted i byen har Danhostel Rønde fået en helt særlig betydning for Røndes borgere og har altid været stærkt forankret i lokalsamfundet.
“Ud over at vores vandrerhjem fungerer som uddannelsessted for unge med særlige behov, så har stedet også en stor betydning for livet i byen. Stedet har igennem alle årene været det naturlige samlingspunkt for borgerne og anvendes til rigtig mange forskellige formål,” fortæller Marianne Falk Nielsen i en pressemeddelelse.
Kan tiltrække turister
Med det nye medlemskab af Danhostel forventer den daglige leder af stedet Marianne Falk Nielsen endnu flere turismeovernatninger ved hjælp af fælles branding og en række markedsføringsaktiviteter,:
Med det nye Hostel i Rønde har Danhostel 65 medlemmer fordelt over hele landet.
jesl
Publiceret 25 March 2018 09:00