Arkivfoto

Arkivfoto

Hverv:

Bollesen ny formand for Djurslands Udviklingsråd

Formandskabet og sekretariatet skiftede fra Nord- til Syddjurs

Formandskabet og sekretariatet for Djurslands Udviklingsråd har nu skiftet hænder fra Norddjurs til Syddjurs. Ny formand for perioden 2018-2021 er borgmester Ole Bollesen.

Djursland Udviklingsråd (DUR) er et fælles strategisk forum for Syddjurs og Norddjurs kommuner. Her mødes politikere fra Syd- og Norddjurs med repræsentanter fra uddannelses-, turisme- og erhvervsliv samt repræsentanter fra organisationer og Region Midtjylland.

Årets første seminar med Ole Bollesen som vært blev afholdt under titlen 'DUR - en del af noget større'. Her fik medlemmerne af DUR en status for vækst og udviklingsstrategierne i Region Midtjylland, Vækstforum, Business Region Aarhus, Visit Aarhus og Destination Djursland.

Bindes tættere sammen

“I en global og stigende digital verden er Djurslands Udviklingsråd fortsat et vigtigt samarbejde for kommunerne og erhvervslivet på Djursland. Sammen kan vi fange trends inden for erhverv, mobilitet, turisme og bosætning,” udtaler Ole Bollesen i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

“Det er nødvendigt, når vi sammen skal planlægge infrastruktur og arbejdsmarked. Vi binder også i stigende grad Djursland tættere sammen med udviklingen i den samlede Business Region Aarhus, og det kræver, at vi sammen på Djursland er bevidste om vores styrker og muligheder,” fortsætter han.

DUR mødes til fire seminarer om året. På seminarerne drøftes udvalgte temaer i et strategisk perspektiv.

jesl

FAKTA

DUR
Er et forum med særlig fokus på:

  • Dialog om potentialer for udvikling på Djursland, samt hvordan de kan realiseres
  • At inspirere kommunalbestyrelse og byråd til udvikling af styrker og potentialer
  • At medvirke til fortsat udvikling af stærke samarbejder på Djursland
  • At medvirke til formidling af de udviklingsmuligheder, der findes

Publiceret 19 March 2018 15:30