Kommentar:

Nye alliancer i lokalpolitik

Af
Af Lars Norman Thomsen

lokalredaktør:

Det er altid uhyre interessant at se et nyt byråd forsøge at finde fodfæste. Særligt, når der som i Syddjurs er blevet skiftet flittigt ud med 12 spritnye politikere, et comeback og 14 gengangere.

Hvem snakker godt med hvem? Hvilke nye alliancer opstår på tværs af partier? Hvem er parate til at lade sig indfange? Har de gamle politikere taget den belærende tone på?

Indtil videre virker det ikke til, at de nye har ladet sig indfange af søde ord fra hverken de gamle politikere eller systemets folk.

Selv om det har været småt med 'storpolitiske' temaer i de første par måneder, så er det bemærkelsesværdigt, at der er kommet et nyt hold ind i byrådet, som ikke stikker op for bollemælk.

Et hold, der på tværs af partier, har nye idéer til, hvordan man begår sig i lokalpolitik. Derfor står mange af de gamle solidt placeret i et vadested, fordi de af gode grunde nu oplever at blive udfordret på deres vanetænkning.

Tidligere borgmester Claus Wistoft (V) har startet professionelt ud med at give den nye mand i stolen, Ole Bollesen, en fair chance for at finde sig til rette. Det har Wistoft gjort ved klogeligt at placere sig på bagsmækken, hvorfra han har god udsigt til Venstres tre debuterende kronprinser og deres ageren i byråd og udvalg.

Den gamle V-SF alliance bliver også udfordret i det nye byråd. Det er SF's nye hardhitter, Kim Lykke Jensen, garant for. Han ser ikke Venstre som en naturlig partner for SF, men er mere til hardcore venstrefløj.

Interessant er det også, at Konservative Syddjurs nye lokalformand Gustav Bielefeldt har sagt til partiets byrådsmedlem, Tommy Bøgehøj, at han ikke skal sidde på skødet af Venstre, men derimod holde sig til Det Radikale Venstres Jan Kjær Madsen. Samme Jan Kjær Madsen har placeret sig som 'borgerlig', selv om han har en erklæret grøn politisk dagsorden sammen med venstrefløjen fra valgkampen, der skal forfølges.

Dansk Folkeparti har fået genskabt roen efter en noget rodet og turbulent start. Gruppeformand Michael Mikkelsen er tæt på at være på julekort med Socialdemokratiet.

Der venter et spændende politisk forår, når der kommer SKAT?og skolernes økonomiske forhold på dagsordenen.

Her bliver det alvor for samtlige nye alliancer

Publiceret 15 March 2018 06:00