Skovfoged Gustav Bielefeldt, ny partiformand hos Konservative Syddjurs, med ambitioner om at profilere partiets politik og undgå dødbideriet. Foto: Lars Norman Thomsen

Skovfoged Gustav Bielefeldt, ny partiformand hos Konservative Syddjurs, med ambitioner om at profilere partiets politik og undgå dødbideriet. Foto: Lars Norman Thomsen

Syddjurs Konservative:

Slut med at gå i et med tapetet

Nyvalgt formand har ambitioner om, at gøre Konservative Syddjurs til andet og mere end en årlig generalforsamling og to kopper halvlunken kaffe med blødt brød til og en avec

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det skal være slut med, at Konservative Syddjurs fremover kun popper op med et par synspunkter på meningernes torv hvert fjerde år, når der er kommunalvalg, hvis det står til den nyvalgte formand Gustav Bielefeldt, Brunmose.

Det siger han efter lokalforeningens generalforsamling i Jagten Hus ved Kalø, hvor de fremmødte fik en tour de force af en gennemgang af huset. Her arbejder 55 medarbejdere hver dag for at fremme jagtens sag.

Måske var det engagementet i Jagtens Hus, der inspirerede Gustav Bielefeldt til efter generalforsamlingen at proklamere, at det bliver “en afgørende opgave for den nye bestyrelse, at gøre Syddjurs Konservative meget mere synlige, både for unge som gamle, såvel som erhvervslivet.”

Underforstået, at det har det skortet på i en alt for lang årrække.

Steen Fris, Hornslet, forlod bestyrelsen i Konservative Syddjurs, men blev i stedet udnævnt til æresmedlem af partiet for lang tids tro og tjeneste

Steen Fris, Hornslet, forlod bestyrelsen i Konservative Syddjurs, men blev i stedet udnævnt til æresmedlem af partiet for lang tids tro og tjeneste

Afløser Bøgehøj

Gustav Bielefeldt afløser Tommy Bøgehøj som formand. Bøgehøj blev valgt ind i Syddjurs Byråd ved kommunalvalget i november 2017, og han er nu tilbage i lokalpolitik efter fire års pause.

Tommy Bøgehøj vil gerne skille tingene ad, så formandshverv og byrådsarbejde ikke er samlet hos en person.

Honnør til Steen Fris

Et mangeårigt medlem af Konservative Syddjurs, Steen Fris, sagde farvel til bestyrelsen efter eget ønske.

Det tidligere byrådsmedlem blev på generalforsamlingen udnævnte til æresmedlem af partiet.

“Steen har været en meget synlig del af Det Konservative Folkeparti siden sin indmeldelse i 1984, og været en af drivkræfterne for partiet i det tidligere Rosenholm Kommune, senere Syddjurs, med flere byrådsperioder bag sig. Vi skylder Steen en stor tak for sit utrættelige konservative arbejde og engagement. Mit ønske er at Steen stadig vil være på sidelinjen, og hjælpe os til at træffe gode konservative beslutninger fremover,” lyder roserne fra den nyvalgte formand, der snarest vil hidkalde bestyrelsen for at snakke arbejdsrytme og opbakning til Tommy Bøgehøj i byrådsarbejdet.

Og så vil formanden minde bestyrelsen om, at tavshedens lov ikke gælder i en aktiv bestyrelse. Gustav Bielefeldt var selv noget frustreret under valgkampen forud for kommunalvalget over partiets mangel på gennemslagskraft. Nu får han lejlighed til at stå i spidsen og fortælle borgerne, at konservatismen ikke er en stemme fra fortiden.

Bestyrelsen hos Konservative Syddjurs består det næste år af:

  • Formand Gustav Bielefeldt, Brunmose
  • Næstformand Kirstine Kahr Kvorning, Grønfeldt
  • Gert Jacobsen, Hornslet
  • Nina Rahbek, Ebeltoft
  • Henrik Søgaard, Ebeltoft
  • Niels Holst, Rønde
  • Diana Bang, Attrup

Publiceret 01 February 2018 10:43