Debat:

Dagpengeret - ikke S-politik at gøre mennesker ulykkelige

Af Lars Møller (S), medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs og bestyrelsen i LO Djursland:

"Sidste år mistede 34.000 arbejdsløse deres dagpenge, og ifølge de seneste tal fra a-kasserne er tallet på nuværende tidspunkt steget til mindst 42.000. Ved udgangen af næste år vurderes tallet til at være mindst 60.000 arbejdsløse, der har mistet deres dagpengeret.
Det er derfor noget beskæmmende at følge det taktiske spil, op til efterårets finanslovsforhandlinger, hvor partierne på Christiansborg positionerer sig, forventningsafstemmer, giver løfter, fedter og ikke fedter for vælgerne.
Senest meldingen fra statsministeren om, at en ændring af dagpengereglerne ikke kommer til at indgå i forhandlingerne. Selv om jeg godt kan forstå det taktiske spil og behovet for at nedtone forventningerne ved de partier der ikke føler sig tynget af ansvaret, så er det ikke taktiske meldinger, der er brug for men en løsning.
Det store problem lige nu er, at de personer, der har mistet deres dagpengeret fastholdes i den situation ved, at det tager 52 uger at genoptjene dagpengeretten samt, at det aktivering og uddannelse, man sendes ud i, ikke giver genoptjening.
Det er ikke socialdemokratisk politik at fastlåse folk i en ulykkelig situation, uden arbejde og dagpengeret, men derimod at give mulighed for, at man kan løfte sig ud af den jobløse situation. Derfor er jeg også glad for rigtig meget af regeringens politik, og især det fokus, der er på at skabe ny vækst i beskæftigelsen. Men vi skal også give folk mulighed for at generhverve dagpengeretten ved at halvere genoptjeningsperioden.
Når den tidligere borgerlige regering, med støtte af Dansk Folkeparti, halverede dagpengeperioden så vil det være passende, at den nuværende regering halverer genoptjeningsperioden.
Vil de radikale ikke være med til dette, må Socialdemokraterne, på Christiansborg, selv tage affære og bruge det flertal der forhåbentlig er til stede for at skabe en varig løsning på dagpengeproblematikken."

Publiceret 12 August 2014 11:32